Et hospice er normalt et sted, hvor der er ro og fred, så uhelbredeligt syge og deres pårørende kan få det bedste ud af den sidste tid.

Mandag morgen blev roen for både patienter og medarbejdere dog brudt på Hospice Djursland, da en stor byggekran væltede ned på bygningen.

Der lød et kæmpe brag, da kranen, der var ved at sætte en altan på et nyt børne- og unge hospice, væltede, skriver TV2 Østjylland.

»Det er forfærdeligt, at det kan ske, og vi er meget chokeret,« siger Dorit Simonsen, der er hospiceleder på Hospice Djursland, til TV2 ØSTJYLLAND.

Kranen væltede ned over den del af bygningen, hvor patienternes pårørende kan overnatte.

Heldigvis var der ingen pårørende på værelserne, da kranen væltede.

Hospicelederen siger til tv-stationen, at hun slet ikke tør tænke på, hvad der ville være sket, hvis der havde været personer i bygningen, da uheldet skete.

Føreren af kranen kom heller ikke til skade. Uheldet medførte en skade på taget af bygningen.