I weekenden har gps-målestationen i Tejn på Bornholm registreret kraftig jamming af gps-signalerne i Østersøen.

Det skriver TV 2 Bornholm.

Det er sandsynligt, at det har noget med den aktuelle forsvarsøvelse Baltic Shield at gøre, siger Søren Reime Larsen, der er forsker i gps-jamming på DTU, til mediet.

Forsvarsøvelsen betyder, at der mellem 8. og 14. maj er ekstraordinær militær tilstedeværelse på Bornholm. Og øvelsen omfatter en række aktiviteter til lands til vands og i luften på og omkring Bornholm.

Gps-jamming dækker over "overdøvelse" af gps-signalet. Her kan et støjsignal med den fornødne effekt gøre det umuligt for modtageren at opsamle signalet fra satellitterne.

Derfor kan jamming betyde tab af forbindelse med satellitterne og tab af positions- og navigationsoplysninger.

Det kan betyde, at de signaler, fly og skibe navigerer efter, bliver forstyrret.

Gps-jammingen målt på målestationen i Tejn kommer fra en radius af 40 til 50 kilometer, da det er den maksimale afstand, den kan måle.

Det er dog ikke muligt at se, hvor støjen kommer fra, siger Søren Reime Larsen til TV 2 Bornholm.

- Man kan ikke se, hvor det kommer fra. Man kan bare se, at på vores station i Tejn er der støj. Om det kommer fra land eller vand, ved vi ikke.

- Umiddelbart er der nogen, der bevidst forsøger at forstyrre gps-signalerne i et forsøg på at overdøve dem, siger han.

Der har tidligere været flere eksempler på gps-jamming i Østersøen. På målestationen i Tejn blev der registreret 16 angreb i 2025. I 2024 var der 11, mens der kun var to i 2023.

På målestationen bliver der målt gps-forstyrrelser for både skibs- og flytrafik.

Under Folkemødet på Bornholm sidste år blev der også registreret kraftig gps-jamming. Det har blandt andet betydet, at færger til og fra Bornholm har haft svært ved at stole på gps-forbindelsen.

Kommunikationschef for Molslinjen Jesper Maack har tidligere sagt, at det er "irriterende for os", at der forekommer gps-jamming, men at der ikke er noget farligt i det.

Det skyldes, at færgerne har andre systemer, de bruger samtidigt, så de kan komme sikkert i havn trods forstyrrelser på gps-signalet.

/ritzau/