Både rådhuset, biblioteket, dagtilbud og en privatskole må mandag lukker i Frederiksværk.
Det skyldes en kraftig brand, der er opstået ved virksomheden DeNova Recycling, der ligger på Havnevej i byen, skriver DR.
Tidligere på morgenen opfordrede Nordsjællands Politi til at borgere i nærområdet skulle lukke døre og vinduer.
Lukningen af rådhuset i Halsnæs betyder, at 400 medarbejdere ikke kan møde ind. Desuden vil det også betyde, at man ikke vil kunne brevstemme til folketingsvalget på rådhuset.
Også Vinderød Privatskole, som ligger knap tre kilometer fra virksomheden, har valgt at holde lukket grundet røgen.
»Vi møder ind til røg både udenfor skolen og inde i bygningen,« fortæller Jette Nord til DR.
Indsatsen med at slukke ilden forventes at fortsætte til efter frokost.
Der er ikke fare for spredning, og der er ikke kommet nogen til skade, oplyser Politiet.
