Sine Valbjørn Schlüter er diagnosticeret med brystkræft. En aggressiv en af slagsen, der sender hende i kemo flere gange om måneden. Det betyder, at Sines immunforsvar ikke er på sit højeste, og hun er særlig udsat, når det kommer til coronasmitte.
Men ifølge Sine er det ikke alle, der tager de syge og svækkede seriøst i disse corona-tider. Og det rev tryghedstæppet væk under hende.
I et opråb på sin blog kræftmedbaby.dk opfordrer hun folk til at tage coronavirussen mere seriøst. Egentlig var hun ikke så bekymret for corona til at starte med. For hun troede, at folk tog det ganske alvorligt.
»Jeg havde en forventning om, at folk fulgte myndighedernes anvisninger, og det gjorde mig ked af det at finde ud af, at ikke alle gør det,« fortæller Sine.
Corona-bekymringen nåede Sine, da hun i sin og kærestens lejlighed i København opdagede et Facebook-opslag, der ramte hende lige i hjertet.
En Facebook-ven havde skrevet et ifølge hende provokerende opslag på det sociale medie efter ikke længere at kunne deltage i Melodi Grand Prix, der i stedet blev afholdt uden tilskuere på grund af coronavirus. Det var tydeligt, at personen ikke tog coronasmitten seriøst.
»Min bekendt skrev, at der var blevet holdt en privat Melodi Grand Prix-fest i stedet, hvor der var blevet kysset og krammet uden håndsprit.«
Og den kommentar gjorde ondt på Sine, der om nogen ikke har brug for at blive smittet med corona.

»Jeg forstår godt, at det er træls, at ting ændrer sig i ens hverdag på grund af corona. Men det gør mig utrolig ked af det, at folk glemmer, at ikke alle har samme modstandskraft som dem,« fortæller Sine, der nogle dage er så træt efter kemobehandling, at hun knap kan holde sig vågen til at passe sine to små drenge.
Efterfølgende blev Sine opmærksom på andre kommentarer på sociale medier, hvor folk har fremstillet de nye coronatiltag som overdrevet hysteri.
»Den tryghed, jeg har haft med, at det er noget, vi skal igennem, og vi tager corona seriøst, forsvandt. Jeg havde en fornemmelse af, at vi sammen forsøgte at begrænse det, og så blev det tydeligt for mig, at nogle mennesker så det som hysteri,« fortæller Sine.
Sine har endda hørt folk tale om, at det 'jo kun' er de syge og de gamle, der bliver ramt. Og her måtte Sine melde sig på banen.
»Her måtte jeg række hånden op og sige: 'Ja, det er så mig'. Syge og gamle er en flyvsk betegnelse, så man glemmer, at det er rigtige mennesker.«
Så nu frygter Sine, at en gruppe raske og sunde mennesker ikke tager smitten alvorligt nok og på den måde bringer den videre til særligt udsatte som hende selv.
»Jeg er bange for, at smitten blomstrer i en sådan grad, at der ikke er plads og hænder nok på hospitalerne til at behandle alle, hvis ikke alle begynder at tage corona seriøst,« fortæller Sine.
Det har nu fået Sine til at råbe op og prøve at få alle til at tage virussen alvorligt.
»Følg nu anbefalingerne. Husk håndhygiejnen. Ikke kysse og kramme unødigt. Det er kedeligt, ja, men vi kan nok godt leve med det i en periode. Husk nu på os, der ikke har et lige så godt immunforsvar som jer,« siger hun.
Sine tror dog ikke, det er i ond mening, at folk ikke tager smitten seriøst, men snarere fordi de fleste selv er sunde og raske og blot glemmer den udsatte gruppe.
»Men det er ikke rart at være en del af en gruppe, som folk er ligeglade med overlever,« fortæller Sine, der har taget fat i hospitalet for at høre om netop coronasmitte i forhold til hendes kræftdiagnose.
Her har meddelelsen fra hendes læge været, at de selvfølgelig nok skal tage vare om hende, såfremt hun skulle blive smittet, og det stoler Sine på. Men det er fremtidige kapacitetsproblemer, der skræmmer hende, hvis folk ikke snart får øjnene op for alvoren.