Hvis du er indlagt eller besøgene på Aarhus Universitetshospital, skal du ikke gå særlig langt for at få stillet din rygetrang.

Kræftens Bekæmpelse mener i hvert fald, at hospitalets rygebokse står alt for tæt på sygehusets indgange, skriver TV 2 Østjylland.

Regionsudvalgsformand i Kræftens Bekæmpelse, Kirsten Halskov Madsen, ser det som 'et stort problem', at der står rygebokse lige uden for hovedindgangen, hvor røgen generer folk, der kommer forbi.

Et synspunkt, som rygerne på hospitalet slet ikke er enige i.

De mener tværtimod, at det bliver for langt for eksempelvis en kørestol, hvis rygerne skal gå længere.

Samtidig peger de også på, at et hospitalsophold udløser stress og utryghed, og derfor er det efter deres mening vigtigt, at rygerne ikke skal gå for langt.

Endelig påpeger flere af de rygere, som TV 2 Østjylland har talt med på hospitalet, at rygerne bare vil ryge lige uden for døren, hvis der bliver for langt til rygeboksene.

Kræftens Bekæmpelse mener derimod, at rygeboksene skal helt væk fra hospitalets matrikel.

Purnima Erichsen, der er medlem af hospitalsudvalget i Region Midtjylland, vil tage spørgsmålet op i hospitalsudvalget i Region Midtjylland i et forsøg på at få reglerne strammet.