Kræftens Bekæmpelse har uretmæssigt hævet små 400.000 kroner ved en fejl.

Pengene – som helt præcis løber op i 394.250 kroner – stammer fra i alt 2.324 donorer, der har doneret penge til organisationen over en femårig periode. Donorerne må selv henvende sig, hvis de vil have deres penge retur. Kræftens Bekæmpelse giver ikke pengene tilbage på eget initiativ.

Det skriver JydskeVestkysten.

Fejlen er opstået, fordi Kræftens Bekæmpelse har glemt at afslutte den femårige donorperiode for de 2.324 personer, som alle har betalt mellem 150 og 200 kroner. Det er i år et år siden, den femårige periode skulle have ophørt, men den er altså ved en fejl fortsat.

Kræftens Bekæmpelse meddeler, at de kun betaler pengene tilbage, hvis de berørte donorer selv kontakter organisationen. De berørte er blevet kontaktet via brev eller e-mail i starten af august.

Kræftens Bekæmpelse havde i deres seneste regnskab fra 2017 nettoindtægter på i alt 685,8 millioner kroner. 77 procent af dem stammede fra 'indsamlede private midler', skriver organisationen på sin hjemmeside.