Anders Kühnau understreger, at der ikke er tale om valgflæsk.

»Nu skal man ikke holde op med at sige nogle ting, bare fordi der er valg, og jeg bliver nødt til at sige, når der er en alvorlig situation,« siger han i et interview med DR.

I forbindelse med de langvarige lønforhandlinger med sygeplejersker hen over sommeren var Anders Kühnau regionernes chefforhandler.

Det endte som bekendt med, at der ikke kom noget som helst ekstra i lønposerne til landets sygeplejersker – men nu lyder der andre toner fra regionernes mand.

Anders Kühnau var regionernes chefforhandler i forhandlingerne med Dansk Sygeplejeråd.
Anders Kühnau var regionernes chefforhandler i forhandlingerne med Dansk Sygeplejeråd. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

I interviewet med DR opfordrer han nu til, at de af regeringen skal have en ekstra portion penge i form af en krisekasse, så sygeplejerskerne kan blive stillet en »økonomisk gulerod« i udsigt, så de kan tage de nødvendige overarbejde, der er brug for i sundhedsvæsenet lige nu.

Anders Kühnau siger videre, at sygeplejerskerne også bør blive stillet »en lønstigning i vente«.

På samme måde lyder det fra ham, at der altså ikke er tale om valgløfter, fordi kommunalvalget venter forude – 16. november – hvor han altså selv er på valg.

»Det er ikke kun mig, der siger det. Det er også vores sundhedsminister, der er ude at påpege, at vi har en potentiel meget alvorlig situation i vores sundhedsvæsen. Alle, der beskæftiger sig med sundhedsvæsenet, kan se, at vi er ved at være helt i knæ,« siger han til DR.

Sygeplejersker på Aalborg Universitetshospital forlod så sent som 16. september deres arbejde og samledes foran hovedindgangen.
Sygeplejersker på Aalborg Universitetshospital forlod så sent som 16. september deres arbejde og samledes foran hovedindgangen. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Udmeldingen om mere i lønposerne fra Anders Kühnau bliver ikke umiddelbart vel modtaget af kvinden, som han forhandlede med i forbindelse med konflikten: Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen.

I et længere indlæg på Facebook reagerer hun på udspillet om flere penge til at dække ind for de ekstra vagter.

'Jeg har sagt, at det ikke er nogen løsning at give flere penge til overarbejde, for det løser ikke problemerne i sundhedsvæsnet. Sygeplejerskerne vil ikke arbejde hårdere, men have en bedre grundløn og flere kollegaer,' skriver Grete Christensen.

Samtidig er hun ikke blind for, at der faktisk er en kommunalvalgkamp forude, der kan få betydning for situationen.

Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen.
Dansk Sygeplejeråds formand, Grete Christensen. Foto: Emil Helms
Vis mere

'Derfor bliver det rigtig vigtigt at forpligte kandidaterne og holde dem op på deres løfter her i valgkampen, så de her og nu skaber balance mellem ressourcer og opgaver, og derudover sørger for at der rent faktisk er midler til at fjerne uligelønnen, når lønstrukturkomiteen er færdig med deres arbejde,' skriver Grete Christensen og kommer med en opfordring til vælgerne:

'Vi skal have en klar plan fra politikerne om, hvordan de vil hæve lønnen for sygeplejerskerne i de kommende år, så vi kan få indhentet det lønefterslæb, som vi har været vidne til i så mange år. Vi presser på alle steder. Men du kan også bidrage. Gå til valgmøder, skriv til kandidaterne og spørg om de vil forpligte sig på at løfte sygeplejerskernes løn sådan som Anders Kühnau nu forslår.'