Alle ved det. Boligmarkedet i København er et helvede.
Som konsekvens deraf købte færre forældre lejlighed til deres børn i København i 2021 sammenlignet med 2020. I stedet finder de pengene frem i landets andre storbyer.
Det skriver Boligsiden i en pressemeddelelse.
Forrige år blev der handlet 913 lejligheder som forældrekøb i København, Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg. Sidste år i 2021 var det antal faldet seks procent til 861 lejligheder.
Årsagen til faldet i antallet af forældrekøb skal findes alene i København og på Frederiksberg, hvor salget er faldet med henholdsvis 16 og 35 procent.
»Når færre forældre har købt en hovedstadslejlighed til deres barn, er det blandt andet på grund af generelle prisstigninger og en forringelse af skattefordelene ved virksomhedsordningen, der blev indført fra starten af 2021.«
»Desuden er udbuddet af lejligheder generelt lavt, og der er endnu færre af de små forældrekøbsegnede studieboliger til salg. Det forringer alt sammen mulighederne for at finde det rigtige til den pris, forældrene kan betale,« siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
Men blandt andet i Aarhus, Odense og Aalborg går forældrekøbene derimod frem med tæt på 100 årlige forældrekøb.
Det skyldes blandt andet, at priserne er mere tålelige end i København – og også i Aarhus, for den sags skyld, hvor forældrekøbet har gennemgået en lille stigning fra 2020 til 2021, påpeger Boligsiden.
Det seneste år er antallet af forældrekøb i Aarhus, Odense og Aalborg steget henholdsvis 2, 18 og 31 procent.
Det samlede fald i antallet af forældrekøb sker i et år, der ellers har slået langt de fleste andre rekorder på boligmarkedet. Men det ser ikke ud til, at forældrene kommer til at dykke i lommen foreløbigt, når det gælder lejlighederne i hovedstaden.
»Tendensen med det faldende antal af forældrekøb i hovedstaden kan meget vel fortsætte i 2022 på grund af det lave udbud, de høje priser, de stigende renter og den forestående ændring af boligskattesystemet,« siger Birgit Daetz.
