Kortbetalinger er på vej tilbage til normal drift efter nedbrud
I flere timer har Nets oplevet store problemer, men man er på vej tilbage i normal drift, oplyser Nets.

I flere timer har Nets oplevet store problemer, men man er på vej tilbage i normal drift, oplyser Nets.

Efter flere timers omfattende driftsforstyrrelser med kortbetalinger er Nets torsdag eftermiddag "ved at komme tilbage i normal drift".
Det oplyser betalingsvirksomheden i en pressemeddelelse.
- Alle kortbetalinger skulle være på vej til at fungere igen. Årsagen til forstyrrelsen er for nuværende identificeret som en intern fejl, oplyser Nets torsdag klokken 14.12.
Problemerne blev konstateret torsdag morgen og har stået på i flere timer.
Ifølge Nets betød det, at størstedelen af kortbetalinger blev afvist.
Dagligvarekoncernerne Salling Group og Coop aktiverede en såkaldt offline-procedure, der gør det muligt for kunder at betale alligevel.
En lignende løsning aktiverede landets apoteker, oplyste Apotekerforeningen til TV 2.
Allan Bonke, landechef i Nets Danmark, beklager generne, som kunder har oplevet.
- Det er en høj prioritet for os at sikre en stabil drift, og vi arbejder nu på at analysere hændelsen grundigt for at forebygge lignende situationer fremadrettet, siger han i pressemeddelelsen.
Også i Sverige og Norge blev der meldt om problemer med kortbetalinger, skrev mediet SVT.
Forstyrrelserne skabte også problemer i betalinger til billetløsninger i den offentlige transport. Rejsekort-appen, Basiskort og Rejsekort var påvirket. Billetkøb hos DSB blev også ramt.
Flere steder sad biler desuden fast i parkeringskældre, skriver DR.
Ifølge fungerende erhvervsminister Morten Bødskov (S) har Erhvervsministeriet bedt Finanstilsynet om en redegørelse for torsdagens nedbrud.
- Det er alvorligt, at vi igen oplever et stort nedbrud i Nets' systemer. De relevante myndigheder er i tæt dialog med Nets, siger Bødskov til DR.
/ritzau/