Statsadvokaten anker bestikkelsessagen mod tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen og hendes veninde Mariann Færø.

Det giver anledning til tilfredse miner hos Jesper Olsen, der er formand for organisationen Transparency International.

»Det er meget tilfredsstillende, fordi byrettens dom og udlægning af, hvad der er bestikkelse, er vigtig at få klarhed over. Hvis byrettens ord stod ved magt, ville det være en helt ny fortolkning af, hvad der er 'en uberettiget fordel',« mener Jesper Olsen.

Netop udtrykket »en uberettiget fordel« er centralt for sagen, fordi udtrykket fremgår af straffelovens bestikkelsesparagraffer. Man må ikke opnå »en uberettiget fordel« i sit virke som eksempelvis offentlig chef.

Bettina Jensen.  
Bettina Jensen.   Foto: Bjarne Lüthcke/Ritzau Scanpix
Vis mere

Anklagemyndigheden mener, at Bettina Jensen netop fik en »uberettiget fordel«, da hun modtog 790.250 kroner mellem 2012 og 2015 af Mariann Færø, samtidig med at hun som afdelingschef hyrede Mariann Færø til Rigspolitiet for 10,5 millioner kroner.

8. marts blev Bettina Jensen og også Mariann Færø begge pure frifundet for anklagerne om bestikkelse, fordi dommeren og domsmændene mente, at Bettina Jensen havde arbejdet for de 790.250 kroner. Det er den dom, der nu er anket.

»Vi har domme, der siger, at det er bestikkelse, hvis man får en middag på en fin restaurant af en leverandør til det offentlige. Derfor undrer det os, at man kan frifindes ved at modtage 800.000 kroner, bare fordi man arbejder for pengene og betaler moms og skat,« siger Jesper Olsen og fortsætter:

»Bare det, at man tjener penge hos en konsulent ved siden af sit arbejde samtidig med, at man tildeler kontrakter til vedkommende, er i vores optik bestikkelse.«

Selvom der ingen elektroniske spor findes på Bettina Jensens arbejde, mente byretsdommeren, at kvindernes forklaringer var så troværdige, at der var grundlag for en frifindelse.

Begge har under retssagen i byretten forklaret, hvordan Bettina Jensen blandt andet lyttede kundesamtaler igennem for Mariann Færø, der arbejdede for forskellige teleselskaber samtidig med opgaverne i Rigspolitiet.

Dommeren mente også, at en timeløn på 1.000 kroner var passende for det arbejde, som Bettina Jensen udførte for Mariann Færø, ligesom fundet af nogle fakturaer også bakkede deres forklaring op. Bettina Jensen havde også indberettet skat og moms.

Specialanklager Søren Harbo forsøgte forgæves at overbevise dommeren om, at arbejdet ikke var udført i det omfang, Bettina Jensen og Mariann Færø hævdede. Han forsøgte også at så tvivl om, hvorvidt arbejdet var 1.000 kroner værd.

Ifølge dommeren var 1.000 kroner i timen inden for skiven, og hun mente også, at arbejdet reelt var blevet udført.

Mariann Færø.
Mariann Færø. Foto: Fra TV3 'Købmænd på første k
Vis mere

Det viser ifølge Jesper Olsen det problematiske ved dommen.

»Sagen her må ikke handle om, hvorvidt 1.000 kroner i timen af en fair løn. For hvad hvis hun havde fået 2.000 kroner i timen. Havde det så været bestikkelse,« spørger Jesper Olsen.

Han har personligt fulgt flere af retsdagene.

»Indtrykket efter at have fulgt retsmøderne er, at arbejdet har været proforma, så det er godt, at vi får klarhed over det med en ny dom fra landsretten,« siger Jesper Olsen.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Bettina Jensens advokat. Mariann Færøs advokat, Casper Andreasen, har foreløbig ingen kommentar til, at sagen er anket.