Afbrændingen af koranen forskellige steder i Danmark har de seneste dage skabt stor vrede i Mellemøsten, og mandag aften kom det frem, at Politiets Efterretningstjeneste skærper truslen om terror i Danmark. 

B.T. har talt med Toke Utke Lorenzen, da han mandag aften var ude at brænde en koran af ud for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussens lejlighed i Nyhavn. 

Præcis det samme gjorde han tidligere mandag ud for Saudi-Arabiens ambassade i København. Efterfølgende er det kommet frem, at risikoen for terror i Danmark er skærpet. 

Toke Lorenzen, PET har udtalt, at der er øget risiko for terror på grund af koranafbrændingerne, har du ikke også et ansvar for, at der er større risiko for terror nu?

Toke Lorenzen, lederen af Danske Patrioter, brænder en koran af foran Iraks ambassade i København, mandag d. 31. juli 2023.
Toke Lorenzen, lederen af Danske Patrioter, brænder en koran af foran Iraks ambassade i København, mandag d. 31. juli 2023. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Nej, det har jeg ikke. Det, jeg har læst, er, at PET ikke har sagt, at der er øget risiko,« svarer Toke Lorenzen, der er formand for foreningen Danske Patrioter. 

Det er meldt ud her til aften, at der er skærpet risiko for terror. Du har selv i dag brændt koranen af. Hvordan har du det med, at du selv bærer et ansvar for det?

»Jeg har det superfint med det, for det er på ingen måder mig, der har øget risikoen for terror. Dem, der har øget risikoen for terror, er dem, der har lukket de sindssyge islamister ind i landet,« siger han. 

 Men nu er det jo dig, vi så brænde koranen af. Er du så ikke med til det?

»Nej, for jeg har ikke importeret sindssyge islamister. Jeg kunne have brændt lige så mange koraner af, hvis der ikke havde været nogen islamister i det her land. Så havde der ikke været et kvæk om noget som helst terror,« siger han. 

Så du kan ikke se, at du bærer et ansvar for, at der er øget risiko for terror?

»På ingen måder. Jeg bærer et ansvar for at oplyse det danske folk om, hvor galt det står til med islams indtog i Danmark, og danskerne nu skal forvente endnu mere terror, end de allerede gør,« siger han. 

Men hvordan har du med, hvis der er nogen danskere, der kommer til skade eller blive slået ihjel, fordi der kommer en terrorhandling på grund af koranafbrændingerne?

»Det er det vilkår, politikerne har sat op. Der er masser af danskere, der bliver slået ihjel allerede og voldtaget, udplyndret og terroriseret allerede på daglig basis.«

Men Toke Lorenzen, det er jo ikke politikerne, der brænder koranen af. Det er jo dig blandt andet...

»Nej, men det er politikerne, der har importeret islamisterne, der render rundt på gader og i stræder og terroriserer danskerne,« siger han. 

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen slår fast, at han ser med »stor alvor« på den såkaldte korankrise.

Derfor har han rakt ud til medlemmer af den muslimske organisation OIC og forklaret dem, at det ikke er Danmark, der står bag koranafbrændingerne, men enkeltpersoner, som forsøger at så splid mellem muslimske lande og Danmark.

»Vi er som regering sat i verden for at passe på Danmark,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Lars Løkke Rasmussen har over for OIC givet udtryk for, at Danmark med lovgivning vil sætte en stopper for de kontinuerlige koranafbrændinger foran udenlandske ambassader i Danmark.