Over 200 mennesker stod klar og spændte ude foran Kop & Kande torsdag.

Spændte på, hvor meget de kunne spare.

Desværre på en mindre positiv baggrund, skriver sn.dk

Ejeren af Kop & Kande i Høng Centeret, Thomas Østergaard, havde nemlig meldt ud onsdag på Facebook, at han var nødt til at lukke sin butik for at undgå at gå konkurs.

Derfor sælger han hele varelageret – og det er stort, fortæller han.

Thomas Østergaard har sat alle varerne ned med 70 procent for at kunne nå at komme af med dem inden den 31. oktober, hvor nøglen bliver drejet om.

De syv Kop & Kande-medarbejdere er ligeledes sagt op.

Mogens Gyldenvang, der ejer Høng Centeret, fortæller til mediet, at lukningen af Kop og Kande kommer som et decideret chok for ham. Han havde ingen idé om, hvad der var under opsejling, siger han.