»Det vil ingen ende tage, så jeg kan ikke se, vi har andre muligheder.«

Sådan sagde Anja Riber til B.T. tilbage i november 2019, da hun så det som den eneste løsning at tage sin søn ud af hans klasse.

Sammen med en anden forælder stod hun frem og fortalte, at de oplevede, at en lærer i deres børns klasse både mobbede og forfulgte deres børn på Kystskolen i Krogsbølle på Nordfyn.

Herefter fandt de to mødre ud af, at størstedelen af klassens øvrige forældre skrev sammen i en hemmelig Facebook-gruppe om, at få presset deres børn ud af klassen.

Besked fra læreren i en Messenger-tråd med forældrene til eleverne i den omtalte 6. klasse. Forældrene aftaler i tråden at holde deres børn hjemme, fordi de ikke længere ønsker de to børn i klassen, hvis mødre har klaget over læreren.
Besked fra læreren i en Messenger-tråd med forældrene til eleverne i den omtalte 6. klasse. Forældrene aftaler i tråden at holde deres børn hjemme, fordi de ikke længere ønsker de to børn i klassen, hvis mødre har klaget over læreren.
Vis mere

Kommunen gik ind i sagen, og de fik skolens leder afskediget. Læreren fortsatte dog med at undervise. En lærer, der vel at mærke belønnede de bedste elever med slik og kårede klassens dårligste elev. En lærer, der roste, når forældre holdt deres børn hjemme fra klassen for at undgå undervisning med de to omtalte børn i sagen.

Men sagen stoppede ikke her.

Skoleledelsen på Kystskolen afgjorde, at der ikke var tale om mobning eller mobbelignende situationer og iværksatte derfor ikke en plan om at rette op på forholdene. Den beslutning bakkede Nordfyns Kommune op om.

Anja Riber fandt denne udmelding alarmerende. Efter alt det, som hun og sønnen havde været igennem, skulle det ikke ende sådan.

Hun valgte at klage over afgørelsen til Den Nationale Klageinstans mod Mobning. De tog sagen op, og tirsdag kom den endelige afgørelse i sagen: ‘I får medhold.’

»Det betyder alt. Det betyder, at det var dem, der som system var forkert på den. Det giver jo et billede af noget, som ikke fungerer,« siger Anja Riber til B.T.

I afgørelsen af klagen fremgår det, at Nordfyns Kommune får ændret deres afgørelse om, at der ikke var mobning i klassen. Klageinstansen er derfor kommet frem til, at 'skolens ledelse skulle have undersøgt, om der foregik mobning eller lignende.'

Anja Ribers søn har ikke haft noget med skolen at gøre, siden hun frivilligt tog ham ud af klassen for næsten et år siden. For hende handler det nu om, at forbedre det system hun føler sig svigtet af.

»Man fejer det ind under gulvtæppet i stedet for at lytte, når man kalder efter hjælp. Så der noget galt med måden man håndterer tingene på, og det skal der sørges for ikke gentager sig,« siger hun.

Anja Riber har siden, hun tog sønnen ud af skolens 6. klasse, hjemmeundervist ham. Det har ifølge hende været for at udbedre skader efter mobningen, og først den dag i dag er sønnen begyndt i skole igen.

Kommunen har af klageinstansen i samme forbindelse fået udstedt et påbud. Et påbud om, at skolen skal sikre den handlingspligt, de har i sager med mobning.

Det betyder, at skolen skal indsende materiale til klageinstansen, der både undersøger eleverne og forældregruppen i den pågældende klasse, men også en handlingsplan til, hvordan man kommer problemerne til livs.

Anja Riber er lettet over afgørelsen og er i dag glad for, at hun lyttede til sin søn.

»Det viser bare, at man skal tro på, hvad med børnene siger. De kommer ikke hjem og fortæller om den slags episoder uden grund.«

Samtidigt er hun stadig vred over, at kommunen kunne sidde med al sin viden i sagen og alligevel træffe en afgørelse om, at der ikke var mobning i klassen.

Anja Riber håber nu, at afgørelsen kan hjælpe børn og forældre på skolen og i lignende sager rundt i landet.

»Det kan få systemet til at stoppe op og huske at lytte og være der for børnene. Det er trods alt det, de er der for.«