Kontrolkøbere kunne købe alkohol eller tobak i hver tredje kontrol
På to år har Sikkerhedsstyrelsen sendt unge kontrolkøbere på 3622 tilsyn for at teste ulovligt salg til unge.

På to år har Sikkerhedsstyrelsen sendt unge kontrolkøbere på 3622 tilsyn for at teste ulovligt salg til unge.

Det er langtfra alle forhandlere, der overholder aldersgrænserne for salg af alkohol, nikotin eller tobak.
Hvert tredje af Sikkerhedsstyrelsens tilsyn med unge kontrolkøbere fører til en overtrædelse.
I perioden fra 1. juli 2024 til 30. juni 2026 er der blevet gennemført i alt 3622 tilsyn. I 1206 tilfælde er der sket en overtrædelse, hvor der er blevet solgt enten alkohol, nikotin eller tobak til en ung kontrolkøber.
Det viser en aktindsigt, som Ritzau har fået af Sikkerhedsstyrelsen.
Sikkerhedsstyrelsen har i en forsøgsordning på to år kunnet bruge unge kontrolkøbere til at undersøge, om landets butikker sælger varer med indhold af alkohol, nikotin eller tobak til børn og unge under de fastsatte aldersgrænser.
I 689 tilsyn er der sket en overtrædelse, hvor der blev konstateret salg af tobaksprodukter. Der blev solgt alkohol ulovligt i 483 tilsyn, mens der blev solgt elektroniske cigaretter i 31 tilsyn.
Den 25. juni blev der fremsat et lovforslag om at forlænge forsøgsordningen indtil sommeren 2028. Det forventes færdigbehandlet i august.
Der er ikke foretaget nogen tilsyn med unge kontrolkøbere efter 30. juni, oplyser Sikkerhedsstyrelsen.
Ordningen med unge kontrolkøbere blev vedtaget i en forebyggelsesplan af et bredt flertal i Folketinget i 2023.
Her mødte ordningen dog kritik. Blandt andet fordi bøden ved førstegangsovertrædelse lød på 50.000 kroner. Den blev sat ned i oktober til 25.000 kroner.
Der er i disse uger også en sag i Højesteret, hvor den skal afgøre, om Sikkerhedsstyrelsens brug af kontrolkøbere til at kontrollere salget af alkohol og tobak til unge under 18 år er lovlig.
Ifølge Allan Nejbjerg, der er forsvarer i sagen for en kioskejer på Als, er styrelsens brug af unge agenter i strid med regler i både retsplejeloven og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Myndighederne må nemlig ikke selv fremkalde en lovovertrædelse eller forøge den, lyder det.
Højesteret skal nu tage stilling til, hvorvidt kontrolmetoden er i strid med loven eller ej.
Sagen går tilbage til en dag i juli i 2024, hvor en kioskejer på Als uvidende solgte en pakke snus til en af Sikkerhedsstyrelsens 16-årige kontrolkøbere.
Kioskejeren har sagt, at han vurderede kontrolkøberen til at være mindst 20 år og solgte derfor nikotinproduktet uden at alderstjekke køberen.
RITZAU