Cyklister skal blive bedre til at tage vare på sig.

Sådan lyder det fra Rigspolitiet, der derfor i uge 43 sætter særligt fokus på de bløde trafikanters færdsel. Der vil blive lavet kontrol mod lige netop trafikanter på de tohjulede transportmidler.

Sidste år blev hele 28 cyklister og 7 knallertkørere dræbt i trafikken i Danmark, mens yderligere 799 cyklister og 257 knallertkørere kom til skade.

»En ting er, at man som bilist skal passe på de bløde trafikanter, men de bløde trafikanter skal også passe på sig selv,« siger Christian Berthelsen, der er politiassistent i Rigspolitiets nationale færdselscenter.

I en pressemeddelelse skriver Rigspolitiet: 'Hvis knallerter kører for stærkt, udgør det en væsentlig risiko for føreren selv og for medtrafikanterne. Samtidig skaber høj hastighed ofte utryghed for cyklister og gående på cykelstier og gangstier, hvor støjgener også er en faktor, som er til irritation for omkringboende.'

Rigspolitiet fremhæver desuden problemer med cyklister og knallerter, der kører over for rødt lys, kører på fortove, i fodgængerfelter og generelt ikke tager hensyn til andre trafikanter.

Og det er lige netop det, som politiet holder øje med i uge 43.

»Vi kigger på, om cyklister har lys på efter lygtetændingstid, vi holder øje med, at knallerter ikke er konstruktivt ændrede og ellers lever op til lovgivningen. Og så holder vi øje med, om de overholder færdselsloven,« siger Christian Berthelsen.

Han fortæller desuden, at det er op til de enkelte politikredse at vurdere hvor og hvordan, kontrollen foregår. Dog forventer han, at der vil være et særligt fokus i de store byer, hvor der er flest cyklister.

Kigger man på de fire største byer i Danmark, så er det Aalborg, der er den farligste by at være cyklist i.

Ifølge en analyse som Cyklistforbundet har lavet, så er der 270-281 procent større risiko for at blive kørt ned i Aalborg, når man sammenligner med Odense og København.

Sammenholder man Aalborg med Aarhus, så er risikoen cirka 191 procent større i den nordjyske hovedstad.