Kong Frederik og dronning Mary skal i den kommende tid besøge de tre baltiske lande.

Den 28. og 29. oktober aflægger kongeparret statsbesøg i Letland, mens de endelige datoer for besøgene i Estland og Litauen endnu mangler at blive fastlagt.

Det skriver Kongehuset på sin hjemmeside.

En stor del af besøget i Letland kommer til at centrere sig om samarbejdet mellem Danmark og Letland i international sammenhæng.

Danmark bidrager til det lettiske forsvar, mens en kampbataljon på rotationsbasis sendes til Letland hvert halve år.

- Kongeparrets besøg vil give anledning til at anerkende de danske soldater for deres tjeneste, lyder det i Kongehusets meddelelse.

Ifølge Kongehuset er det Letlands præsident, Edgars Rinkevics, der har inviteret kong Frederik og dronning Mary på statsbesøg.

Statsbesøget vil bekræfte det "stærke historiske bånd" og de "tætte relationer" mellem Danmark og Letland.

Det vil blandt andet komme til udtryk ved et fokus på det "tætte kulturelle samarbejde".

Danmark var blandt de første nationer til at genetablere diplomatiske relationer til de baltiske lande efter Sovjetunionens fald i 1991.

Derfor er forholdet mellem Danmark og de tre baltiske lande præget af en fælles vision om et "frit, sikkert og velstående Europa".

- De kommende statsbesøg vil genbekræfte den lange og tætte relation mellem Danmark og Letland, Estland og Litauen, der ikke kun hviler på geografisk nærhed, men også på et stærkt værdifællesskab, lyder det fra Kongehuset.

/ritzau/