Kongeparret er dybt berørt af skyderi i Polen og sender kondolence
I brev til Polens præsident udtrykker kong Frederik og dronning Mary medfølelse med berørte af Kraków-skyderi.

I brev til Polens præsident udtrykker kong Frederik og dronning Mary medfølelse med berørte af Kraków-skyderi.

Kong Frederik og dronning Mary er "dybt berørte" af det "tragiske angreb" i polske Kraków lørdag.
Det fremgår af en kondolence, som kong Frederik søndag eftermiddag har sendt til Polens præsident, Karol Nawrocki, og som kongehuset har delt på sin hjemmeside.
- Vi udtrykker vores dybeste og mest inderlige medfølelse med alle de berørte, deres pårørende og det polske folk, lyder det i kondolencen.
Seks personer mistede livet, da et masseskyderi fandt sted lørdag eftermiddag i den polske by.
Foruden de dræbte i Kraków blev der også efter angrebet fundet yderligere tre døde personer i gerningsmandens hjem.
Den 24-årige gerningsmand blev skudt af politiet, da han forsøgte at flygte fra gerningsstedet. Han blev derfor bragt til hospitalet og er i kritisk tilstand.
Gerningsmanden handlede ifølge myndighederne på egen hånd.
Han var iklædt en militærlignende uniform og var ifølge Polens indenrigsminister, Marcin Kierwiński, "fascineret af højreekstrem ideologi".
Den polske anklagemyndighed har søndag indledt en terrorefterforskning af skyderiet.
Polens premierminister, Donald Tusk, betegnede lørdag skyderiet som et terrorangreb.
- Indtil nu har vi i Polen ikke haft så drastiske tilfælde af terrorisme. Det er, hvad vi må kalde dette ondsindede angreb mod folks liv her i Kraków, sagde han.
Skyderiet skete på Rynek Główny, som er hovedtorvet i Krakóws gamle bydel. Torvet besøges af mange turister.
Polsk politi oplyste lørdag, at en britisk statsborger er blandt de dræbte.
Søndag morgen har statsminister Mette Frederiksen (S) også kommenteret skyderiet. Det skete i et opslag på X fra Statsministeriet.
- Dybt chokeret over den frygtelige terrorhandling i Kraków i går. Mine tanker er hos ofrene og deres familier. Danmark står i solidaritet med det polske folk, lød det fra Mette Frederiksen.
RITZAU