Kongen tildeler Vietnams præsident Elefantordenen som en særlig gestus
Den vietnamesiske præsident, Tô Lâm, har modtaget kongehusets ældste og fornemste ridderorden.

Den vietnamesiske præsident, Tô Lâm, har modtaget kongehusets ældste og fornemste ridderorden.

Kong Frederik har tildelt Vietnams præsident, Tô Lâm, Elefantordenen som "en særlig gestus", selv om der ikke finder en traditionel ordensudveksling sted i forbindelse med det vietnamesiske præsidentpars statsbesøg i Danmark.
Det skriver kongehuset i et opslag på sin officielle Instagram-profil.
Elefantordenen er ifølge kongehuset "den ældste og fornemste" af de to kongelige ridderordener og har rødder tilbage til midten af 1400-tallet. Den anden kongelige ridderorden er Dannebrogordenen.
Ifølge Danmarks Nationalleksikon tildeles Elefantordenen fortrinsvis medlemmer af det danske kongehus, medlemmer af udenlandske kongehuse og statsoverhoveder - som den vietnamesiske præsident.
Tô Lâm og hans hustru, Ngô Phương Ly, besøger Danmark på invitation fra kong Frederik og dronning Mary.
Statsbesøget finder sted i anledning af 55-året for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Vietnam og skal blandt andet fremme erhvervssamarbejdet mellem de to lande.
Mandag aften er kong Frederik og dronning Mary værter ved et gallataffel til ære for det vietnamesiske præsidentpar på Christiansborg.
Ud over det erhvervsmæssige formål har besøget også en personlig dimension for det danske kongepar, skriver blandt andet Billed-Bladet.
Kong Frederiks far, prins Henrik, tilbragte sine første fem leveår i det sydøstasiatiske land.
Kongeparret har også selv flere gange besøgt Vietnam. Blandt andet i 2022 i anledning af et erhvervsfremstød om grønne løsninger.
Det vietnamesiske besøg i Danmark varer frem til onsdag, hvor kong Frederik og dronning Mary tager afsked med Tô Lâm og Ngô Phương Ly på Amalienborg.
Besøget anses af nogle for at være kontroversielt, skriver Politiken.
Her lyder det, at den vietnamesiske præsident i høj grad står bag, hvad mediet beskriver som intens overvågning af landets befolkning.
Derudover beskriver mediet flere tilfælde, hvor medlemmer af den politiske organisation Viet Tan, der arbejder for demokrati, er blevet tilbageholdt.
Bevægelsen betegnes i Vietnam som en terrororganisation, skriver Politiken.
RITZAU