Den svindelmistænkte Anna Britta Troelsgaard Nielsen kommer til at levere Dronningens Fortjenstmedalje i sølv tilbage, hvis hun på sigt bliver dømt for at have stukket 111 millioner i egen lomme.

Således oplyser kongehuset til B.T., at modtagere af medaljer og ordner kun kan få lov til at pryde sig med det tildelte, ærefulde pynt, hvis vedkommende - også efter at have modtaget det - har gjort sig fortjent til det.

»Såvel ordner som medaljer tildeles personer under forudsætning af, at de - også efter modtagelsen - fortsat er værdige hertil.«

» Det er heldigvis sjældent, at vi ser os nødsaget til at tilbagekalde, men det sker. I det foreliggende tilfælde vil fortjenstmedaljen helt sikkert blive tilbagekaldt, såfremt pågældende bliver dømt for forholdet,« siger kommunikationschef i kongehuset, Lene Balleby.

Her ses den 64-årige Anna Britta Troelsgaard Nielsen. Billedet er taget ved en hesteauktion.
Her ses den 64-årige Anna Britta Troelsgaard Nielsen. Billedet er taget ved en hesteauktion. Foto: Wiegaarden Fotostudie
Vis mere

Anna Britta Troelsgaard Nielsen blev den 27. januar 2017 dekoreret med Dronningens Fortjenstmedalje i sølv for en fortjenstfuld indsats gennem 40 års arbejde i staten.

Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet, der står for det administrative arbejde, når en arbejdsgiver indstiller en medarbejder til medaljen, kan Dronningens Fortjenstmedalje i sølv ‘tildeles for en fortjenstfuld indsats efter mindst 40 års uafbrudt ansættelse indenfor samme ansættelsesmyndighed i den offentlige sektor.’

Men siden tildelingen af medaljen er Anna Britta Troelsgaard Nielsen blevet sigtet for at have snydt Socialstyrelsen for 111 millioner kroner gennem 16 år.

Den 64-årige kvinde har været internationalt efterlyst i over en uge.