Den koboltblå farve på Per Kildegaards muskelbil kan ses på lang afstand.

Men brølet fra den store femliters motor høres, før den opsigtsvækkende Ford Mustang er inden for synsvidde. Og det er især lyden fra de otte cylindre, som virkelig får smilet frem hos de nyslåede konfirmander, som Per Kildegaard nyder at give en mindeværdig oplevelse.

»Det er rigtig sjovt legetøj. Man skal jo køre pænt – særligt når der er konfirmander med. Men når vi holder for rødt lys, giver jeg den lidt gas, så de kan mærke trækket,« siger han.

Den 61-årige førtidspensionist er en del af et netværk på Facebook, der tilbyder konfirmationskørsel til udsatte børn.

61-årige Per Kildegaard er glad for at kunne give nyslåede konfirmander en stor oplevelse i sin amerikanske muskelbil.
61-årige Per Kildegaard er glad for at kunne give nyslåede konfirmander en stor oplevelse i sin amerikanske muskelbil.
Vis mere

Per Kildegaard og hans amerikanske 'muscle car' kan hyres til særlige lejligheder, men det sker jævnligt, at han ikke tager sig betalt. Han beder blot om at få dækket benzinudgifter til det tørstige køretøj.

»Jeg skal ikke tjene penge på det,« siger han.

Konfirmationssæsonen har været udskudt i 2021, men mange steder i landet begynder den igen i juni. Per Kildegaard har sin næste tur i sin Mustang på lørdag.

»Det er sjovest, når jeg kommer ud til en kirke, og konfirmanden intet ved om, at han eller hun skal hentes i bilen. Så er smilene som regel rigtig store hos de unge mennesker,« siger han og fortsætter:

Under Mustangens motorhjelm gemmer der sig 424 hestekræfter
Under Mustangens motorhjelm gemmer der sig 424 hestekræfter
Vis mere

»Det er jo en stor dag for de unge mennesker, og jeg får jo også glæde ud af at se dem være glade. Det giver et lille kick at få lov til at køre dem en tur.«

Læerke Jørgensen er blandt dem, der har rakt ud til Per Kildegaard.

Hun vil gerne give sin plejedatter Rikke en ekstra god dag, når den 13-årige skal konfirmeres til august.

»Det gør mig bare enormt glad, at jeg kan gøre noget godt for hende,« siger hun.

Læerke Jørgensen glæder sig over, at hendes plejedatter Rikke formentlig får en mindeværdig oplevelse i Per Kildegaards opsigtsvækkene bil, når den 13-årige skal konfirmeres til august.
Læerke Jørgensen glæder sig over, at hendes plejedatter Rikke formentlig får en mindeværdig oplevelse i Per Kildegaards opsigtsvækkene bil, når den 13-årige skal konfirmeres til august.
Vis mere

Derfor er hun taknemmelig over, at Per Kildegaard vil køre hendes plejedatter fra kirken i Rislev uden for Næstved til den efterfølgende fest i Rønnede.

»Det passer meget godt til min egen mentalitet. Det gælder om at gøre noget for hinanden,« siger hun.

Læerke Jørgensen fortæller, at nutidens konfirmationer kan føles »skruet lidt op«. Mange får store gaver og bliver hentet i dyre biler, lyder det. Derfor har den 52-årige plejemor besluttet, at hun vil gøre, hvad hun kan, for at Rikke, der modsat mange af hendes klassekammerater ikke kommer fra en klassisk kernefamilie, ikke skal føle sig udenfor i denne sammenhæng.

»Hun skal i hvert fald ikke skille sig ud lige præcis på sådan en dag,« siger Læerke Jørgensen.

Per Kildegaard fortæller, at konfirmandkørslerne giver ham en særlig glæde og »noget at stå op til«.

Den 61-årige har haft eget firma, hvor han har solgt reservedele til traktorer. Men efter tredje sygemelding med stress blev det for en håndfuld år siden for meget. Firmaet blev solgt, og siden har Per Kildegaard fået tilkendt førtidspension.

Nu bruger han størstedelen af sin tid i hjemmet uden for Ringsted. Han »savner det sociale ved at gå på arbejde«, som han siger. Men de 424 hestekræfter i garagen er et tilløbsstykke, der sikrer mange små kommentarer og snakke med fremmede, når han kører med konfirmander, fortæller han.

»Jeg oplever ikke så meget, når jeg går hjemme, så det er dejligt at komme afsted,« siger Per Kildegaard.