»Jeg skrev det i frustration. Jeg følte mig helt alene og anede simpelthen ikke, hvad jeg skulle gøre.«
Sådan forklarer 35-årige Svandís Funder Svendsen det råb om hjælp, hun skrev på Facebook i lørdags, dagen efter at hendes elskede mand, Piet, måtte overnatte i detentionen, efter at han i en psykose overfaldt en anden mand på hotellet Bella Sky i København. Opslaget fik tusinder af danskere til at bakke Svandís op i hendes stædige og ofte ensomme kamp for at få hverdagen til at hænge sammen.
For psykoser og pludselige angstanfald har været en del af Piets og Svandís' liv, siden han fik posttraumatisk stress (PTSD) efter en udsendelse til Afghanistan i 2008.
En sygdom, som har ændret Piet Funder Svendsen fra en glad åben og udadvendt person til at blive indadvendt og isolere sig fra omverdenen - også Svandís og parrets tre børn.
'Det gør så frygtelig ondt'
En sygdom, som gør ham ude af stand til at klare selv basale hverdagssysler som indkøb og at sætte tallerkener i opvaskemaskinen.
En sygdom, som har vendt Svandís' liv fuldstændig på hovedet, fordi hun alene står med ansvaret for at få hverdagen til at hænge sammen. Samtidig med at hun på nærmeste hold oplever sin mands tilbagevendende mareridt om de grusomme oplevelser, han fik i Afghanistan, og hvordan PTSD har lagt sig som en tåge over hans liv. Af og til letter tågen lidt, men kommer altid igen. Mørk og tæt.
»Det lyder utrolig hårdt at sige, men af og til tænker jeg, at det havde været bedre for Piet, hvis han var blevet slået ihjel i Afghanistan.«
»Så var han sluppet for al den smerte, han har måttet leve med siden. Det gør så frygtelig ondt at opleve, hvordan et menneske, man elsker af hele sit hjerte, lider så meget,« siger hun til B.T. over telefonen fra den lille by Håsum vest for Skive.
Hun har valgt at stå frem med sin og Piets historie for at sætte fokus på, at mange veteraner - og deres koner og kærester - kæmper en forgæves kamp for at få hverdagen til at hænge sammen og er dybt isolerede. Fordi de ikke har kræfter til at opsøge andre.
Og fordi de ofte mødes med fordomme og frygt for, hvad ham veteranen - der i sin tid blev sendt ud for at forsvare Danmark, men kom hjem med ar på sjælen - kan finde på.
»Jeg har det lidt ambivalent med det. På den ene side udstiller jeg jo min mand, hvor han er allermest sårbar. På den anden side føler jeg, at jeg bliver nødt til at råbe op. Jeg har kæmpet i 10 år og kan næsten ikke klare det mere,« siger Svandís Funder Svendsen.
Hendes hverdag med en mand, der er så hårdt ramt af PTSD, at han blev førtidspensioneret i efteråret 2015, er helt anderledes end den, der er de fleste danske mødre til dels.
»Reelt er jeg alenemor for vores børn. Jeg står for alt i hjemmet lige fra at smøre madpakker over indkøbene og madlavningen til at lægge børnene i seng om aftenen.«
»Jeg er også en slags støttepædagog for min mand og må konstant have hans behov for øje, for der kan på ingen tid opstå situationer, som kan få ham til at reagere voldsomt eller dræne ham fuldstændig for kræfter på grund af sin sygdom. Det kan være noget så simpelt som en pludselig lyd eller følelsen af, at der er nogen bag ham, han ikke kan se.«
Eksempelvis må Svandís altid bestille et hjørnebord, når de går på restaurant. For Piet kan få det dårligt, hvis han ikke har udsigt over hele rummet og ved, at der ikke sidder nogen bag ham.
»Jeg har efterhånden lært at opdage det, når han er ved at få et angstanfald eller ligefrem en psykose. Det er ikke noget, børnene skal opleve, så når det sker, må jeg skærme dem for deres egen far,« siger Svandís Funder Svendsen.
Hun klandrer ikke Piet for, at det er endt sådan. Svandís ved, han bidrager med alt, hvad han kan. Ofte er det kun ganske lidt.
»Jeg har næsten intet overskud til at passe mine studier og slet ikke tid til at tage et deltidsarbejde, selvom vi godt kunne bruge pengene. Og fritid har jeg intet af,« siger hun og understreger, at Piet kun vil familien det bedste og aldrig har været truende over for hende eller børnene.
Men Svandís Funder Svendsen har selv været sygemeldt og lidt af depression på grund af det pres, der konstant er på hendes skuldre for at holde sig selv og resten af familien oven vande.
»Jeg tror ikke, folk forstår, hvordan et liv med en veteran, som er ramt af PTSD, er. Mit største ønske er, at vi kunne gøre helt normale ting som at handle ind sammen eller besøge familie og venner, uden at jeg hele tiden skal have i baghovedet, at det når som helst kan blive for meget for Piet,« siger hun.
Herunder kan du læse det Facebook-opslag, Svandís Funder Svendsen skrev, dagen efter at hendes mand i fredags blev anholdt efter i en psykose at have overfaldet en anden mand på hotellet Bella Sky. Han blev løsladt lørdag morgen.