Det er ikke kun veteranerne, der oplever, at deres udsendelse giver dybe ar på sjælen. Deres pårørende kæmper for at passe på deres veteran og med samtidig at få en hverdag til at hænge sammen. En af dem, der kæmper, er Ketty Stølting, hvis mand lider af posttraumatisk stress som en efterreaktion på sin udsendelse i 2014.

Kalenderen skriver november 2014. Ketty Stølting og hendes kæreste, Casper, er på vej hjem fra et fodboldopgør mellem deres hold, FCK, og AaB. De går nyforelskede hånd i hånd. Og selvom det ikke er mere end et år siden, de mødte hinanden, er de flyttet sammen, og Ketty Stølting bærer på deres første barn i maven.

Et par AaB-hooligans i slut-20'erne indhenter parret. De unge mænd vil slås. Casper er fuld og provokerer tilbage. De to mænd overfalder Casper og får ham lagt ned. Ketty prøver at fjerne den ene af dem fra sin kæreste. Manden vender sig, kigger hende direkte i øjnene og råber: 'Du skal fandeme ikke blande dig,' hvorefter han slår hende direkte i maven.

Det næste øjeblik er parret på vej i en taxi til skadestuen. Ketty Stølting med plukveer og en datter, der vil ud - men som heldigvis venter til ni uger efter og fire dage før termin - og Casper, hvis verden ramler sammen. Han går den dag ned med posttraumatisk stress, også kaldt PTSD, og angstanfald, mareridt og uovervindelig træthed bliver en del af hverdagen. Det var hans udløser for den efterreaktion på hans udsendelse under krigen i Afghanistan.

»Jeg forbander den dag, hvor overfaldet fandt sted. Hvis det ikke var sket, havde jeg stadig den mand, som jeg faldt for, der var dejlig og varm,« siger 28-årige Ketty Stølting fire år efter overfaldet, der i dag bor med sin mand Casper og deres to små børn i Østerby i Nordjylland.

Ketty Stølting har udvist tegn på sekundær PTSD ved, at hun har scannet de rum, hun er i, for at tjekke nødudgange. Dog har hun arbejdet med det og prøver at modsætte sig det. Ketty fortæller, at Casper særligt kan have det svært med parrets ældste datter, da hun er meget livlig, og Casper har det svært med larm i kraft af sygdommen. 
Ketty Stølting har udvist tegn på sekundær PTSD ved, at hun har scannet de rum, hun er i, for at tjekke nødudgange. Dog har hun arbejdet med det og prøver at modsætte sig det. Ketty fortæller, at Casper særligt kan have det svært med parrets ældste datter, da hun er meget livlig, og Casper har det svært med larm i kraft af sygdommen.  Foto: Michael Bo Rasmussen
Vis mere

Kontakt med andre pårørende er vigtig

B.T. møder Ketty Stølting på KFUMs Soldaterhjem nord for Aalborg. Det er en grå november-eftermiddag, hvor solen ikke har bestemt sig for at stå op endnu, men inden døre i soldaterhjemmet er der lyst, og velkomsten er varm, da Solveig, der er frivillig på stedet, tager imod, og med en kæk kommentar får hun nævnt, at nu skal Ketty Stølting i medierne.

»Jeg vil belyse, hvordan det er at være pårørende til en veteran, og skabe en bredere forståelse for dem, der ikke har det tæt inde på livet,« svarer Ketty Stølting, inden hun skænker kaffe og sætter sig i lædersofaen i veteranstuen.

Værestedet betyder meget for Ketty Stølting, siden hendes mand Casper fik konstateret posttraumatisk stress i 2014 som følge af sin udstationering i 2009. De er både kommet her sammen til grillaftener, mens Ketty Stølting har også været her alene til pårørende-café.

»Fællesskabet her betyder meget, og de kan sætte sig ind i, hvordan det er at have en mand med PTSD,« siger Ketty Stølting, der er i gang med at uddanne sig til social- og sundhedsassistent, mens manden Casper ikke kan varetage et arbejde.

Casper gik ubehandlet de første to år efter overfaldet, men har siden været igennem mindre vellykkede psykologtimer, indlæggelse på psykiatrisk afdeling og dialog med socialrådgivere. Lige nu kører parret en arbejdsskadesag, som tager hårdt på dem begge, da den er langtrukken, men nødvendig, for at Casper med tiden kan finde vejen tilbage til arbejdsmarkedet.

Det er vigtigt for Ketty og Casper Stølting, at deres børn ikke lider under Caspers sygdom. Derfor tager Ketty blandt andet deres treårige datter med på ture. De skal i denne måned til Lalandia, hvor der er for meget larm for Casper til at tage med.
Det er vigtigt for Ketty og Casper Stølting, at deres børn ikke lider under Caspers sygdom. Derfor tager Ketty blandt andet deres treårige datter med på ture. De skal i denne måned til Lalandia, hvor der er for meget larm for Casper til at tage med. Foto: Michael Bo Rasmussen
Vis mere

Brug for pusterum

Både før, efter og under interviewet tænder Ketty Stølting en hvid mentolcigaret. Hun forklarer, at hun ryger i de perioder, hvor Casper har det dårligt. Det er hendes pusterum og måden, hvorpå hun kan stresse af.

»Det er ikke kun veteraner, der har det hårdt. Det har baglandet også. De har taget deres kamp nede i Balkan, Afghanistan, Irak, eller hvor de har været henne, men vi har kampen på hjemmefronten,« siger Ketty Stølting.

Det kniber også for Casper at varetage daglige gøremål, hvilket tager hårdt på Ketty. Som hun selv forklarer det, må hun have flere hatte på og jonglere mellem dem i hverdagen: Hun er både mor, hustru, fortaler for sin veteran, kontaktperson, medicinbestiller og -henter.

»Det er i virkeligheden det sværeste at passe på mig selv under min mands sygdom. En ting, jeg har lært, er at sige til ham, at der er noget, han skal gøre, fordi det har jeg behov for. For eksempel at passe børnene, hvis jeg har brug for at gå ud med mine veninder,« siger Ketty Stølting.

Selvom Ketty Støltings egen psykolog har udfordret hende og spurgt, hvorfor hun stadig er gift med Casper, er hun ikke i tvivl om, at det er det rigtige for hende at blive sammen med sin mand, selvom han er hårdt ramt af PTSD.

»Jeg elsker manden, og vi har to fantastiske børn sammen. Den gamle Casper fra før overfaldet kommer aldrig helt tilbage, men det meste af ham vil med tiden,« siger Ketty Stølting.