Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Hvad der kommer ind, må også komme ud igen.

De henimod 4.500 koncertgæster i K.B. Hallen på Frederiksberg indtager – måske ikke så overraskende – store mængder øl og sodavand.

Dog har det vist det sig, at koncertgæsternes tissetrang medfører en række problemer i lokalområdet.

I Facebook-gruppen 'Vi der holder af Frederiksberg og bor her' er der flere, der klager over hensynsløs tisseri og skødesløs adfærd fra koncertgæsterne.

'K.B. Hallens gæster skaber rigtig mange problemer for lokalområdet,' skriver en mandig Facebook-bruger og fortsætter:

'Ved visse arrangementer bruges vores gård som cykelparkering, så der ikke er plads til beboernes cykler. Der pisses selvfølgelig også i gården, og i sommerperioden bruges vores gårds fællesfaciliteter (stole, borde mv.) til afterparty.'

KøbenhavnLiv har talt med en nabo til K.B. Hallen. Han har i forbindelse med hallens seneste to arrangementer observeret adskillige koncertgæster lade vandet op ad et hegn ind til en børnehave på den nærliggende Mørk Hansens Vej.

»Ved de to arrangementer har jeg i alt set 20-30 personer, der stod og tissede op ad hegnet nede for enden af vejen ind til børnehaven,« siger Joakim Johansen til KøbenhavnLiv.

Hvis tissetendensen fortsætter, frygter han, at det vil begynde at lugte kraftigt af urin inde hos børnehaven, i takt med at vejret bliver varmere.

Han forventer desuden, det vil plage de lokale spejdere og en legeplads for kvarterets børn.

K.B. Hallen oplyser, at de som arrangør gør, hvad de kan for, at hallens gæster benytter sig af deres toiletter.

»Vi vil løbende monitorere, om problemet griber om sig, og i givet fald gå i dialog med relevante myndigheder om mulige initiativer,« udtaler K.B. Hallen til KøbenhavnLiv.

Hallens toiletter er i øvrigt dimensioneret til at betjene op til 5.000 koncertgæster, og der er sjældent kø ved dem, lyder det.

Trods bekymringerne har børnehaven Hjemmebanen, der ligger på den anden side af hegnet, endnu ikke oplevet gener som følge af tisseriet.

Andre læser også