»Det er en gratis omgang for Kulturministeren.«

Sådan lyder det fra event- og koncertarrangør Peter Sindberg, der mandag står med et tab på op mod 400.000 kroner, fordi musikhuset Odeon har aflyst en forestilling af Den Russiske Nationalballet.

Aflysningen kommer efter, at kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) lørdag gjorde det klart, at hun mener, at danske kulturinstitutioner bør overveje, hvad man vil »lægge navn til«.

»Jeg mener ikke, at nationalballetten fra Rusland bør optræde på dansk jord i en situation, hvor Rusland har angrebet et frit demokratisk land,« sagde ministeren lørdag.

Den udmelding kritiseres nu af arrangøren bag nationalballettens danske besøg.

Efter aflysningen i Odense er det nemlig lige nu Peter Sindberg, der står tilbage med det økonomiske tab.

»Det er meget uheldigt. Her er det et enkeltmandsfirma, der kommer i klemme, når ministeren siger, at nu skal vi aflyse, men samtidig ikke giver nogen penge med,« forklarer Peter Sindberg.

I Aarhus, Esbjerg og Herning, hvor balletgruppen også har haft opvisninger planlagt, har den respektive kommune kompenseret Peter Sindberg.

Presset for at lukke de russiske forestillinger ned – som B.T. beskrev i weekenden – kan eventarrangøren godt forstå.

»Det har ikke noget at gøre med, at jeg ikke tager afstand, eller ikke er solidarisk. Men jeg er vældig ked af at stå med så stort et tab,« siger han.

Men hvorfor er det de danske skatteborgere, der skal stå med regningen?

»Når politikerne melder politisk ud, at vi skal lukke, så må de jo tage konsekvensen af det. Foreløbigt er prisen, at jeg skal betale. Det, synes jeg ikke, er rimeligt.«

Peter Sindberg håber stadig, at han kan finde en fælles løsning med musikhuset Odeon, der bestyres af hotelkæden Comwell.

Han forsøger også at få råbt kulturministeren op. Han mener, ministeren bør stille en kompensationsordning til rådighed.

Det ønske afviste ministeren dog lørdag overfor Ritzau.

Peter Sindberg oplyser til B.T., at situationen i Ukraine får ham til allerede nu at aflyse forestillinger med Den Russiske Nationalballet i 2023.

Svanesøens dansere er dog ifølge koncertarrangøren lige så kede af situationen i Ukraine, som de fleste andre:

»De er dybt ulykkelige, og de er lige så meget imod Putin, som vi andre er, og de forstår jo ikke det her,« siger arrangøren, der oplyser, at danserne stadig står til at få deres løn for de aflyste forestillinger.