I Vest- og Nordjylland samt på Bornholm knokler man for at blive klar til at modtage flere elever på skolerne.

Der skal indhentes samtykke fra forældrene til coronatest af elever, og der skal skaffes tilstrækkelig mange podere til at stå for udførelse af test.

Opgavelisten er lang for de kommuner i Nord- og Vestjylland samt på Bornholm, som fra på mandag er omfattet af genåbningen af dele af skoleområdet.

I Nord- og Vestjylland kan afgangseleverne vende tilbage hver anden uge, og på Bornholm åbner grundskolen for alle elever.

I alle tilfælde med en kraftig opfordring til elever over 12 år til at lade sig coronateste to gange ugentligt.

- Det er en stor logistikopgave. Jeg kan ikke svare på, om man er klar på hver eneste folkeskole 100 procent. Men er man det ikke, så kommer man det ret hurtigt, siger Aarhus-borgmester og formand for Kommunernes Landsforening (KL) Jacob Bundsgaard (S).

Han glæder sig over, at eleverne i hvert fald i dele af landet nu igen kan vende tilbage til skolerne.

- Forhåbentlig får vi det udvidet i løbet af ikke alt for lang tid, så det kommer til at gælde for skoler over hele landet og for lidt flere klasser, siger KL-formanden.

Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal var torsdag skeptisk i forhold til, om skolerne når at blive klar til på mandag.

KL-formanden kan ikke garantere, at alt er klart til mandag. Men der bliver gjort et stor indsats for at blive det, forsikrer han.

Der har eksempelvis været usikkerhed om, hvordan forældrene skal give samtykke til, at børn over 12 år kan blive coronatestet på skolerne.

- Det er klart, at vi har brug for at være helt præcise med, hvad sådan et samtykke skal indeholde. Vi er i tæt dialog med ministeriet, og det er ved at falde på plads nu.

- Det er i øvrigt ikke helt nyt at skulle bede om samtykke til forskellige ting i folkeskolen, siger Jacob Bundsgaard.

Han nævner, at nogle skoler beder om samtykke til, at man kan dele billeder af elever på hjemmesider eller sociale medier.

En anden udfordring er at skaffe tilstrækkelig mange podere, der kan foretage test af eleverne.

Det er også en logistisk udfordring, påpeger KL-formanden.

Han opfordrer alle elever, der får mulighed for at vende tilbage til skolerne i næste uge, til at lade sig teste på forhånd.

- Opfordringen er, at man bliver testet i weekenden, så man kommer i skole med så at sige en ren coronatest.

- Det giver os nogle dage ekstra til at få de sidste ting til at falde på plads i folkeskolen, siger Jacob Bundsgaard.

/ritzau/