Kommuner fraråder badning: Forhøjede lortebakterier i vandet
I Næstved og Køge Kommune frarådes badning nu i nogle områder, da for højt niveau af enterokokker og e-coli bakterier er blevet målt i vandet.

I Næstved og Køge Kommune frarådes badning nu i nogle områder, da for højt niveau af enterokokker og e-coli bakterier er blevet målt i vandet.

Har du sommerferie disse dage og nyder det gode vejr med en badetur?
Så skal du være særlig opmærksom i Næstved og Køge Kommune.
For begge kommuner fraråder nu badning i nogle områder, da der er blevet fundet forhøjet mængder bakterier i området.
I Køge er der tale om Søndre Strand, hvor der er et for højt niveau af enterokokker i vandet.
Og ved Glumsø Sø i Næstved Kommune er der blevet fundet forhøjede mængder af både e-coli og enterokokker.
Det viser badevandsprøver fra begge områder. Det vides endnu ikke, hvorfor der er forhøjede mængder bakterier i badevandsområderne.
»Vi kender ikke den præcise årsag til forureningen, men formoder, at det skyldes regnvejr i dagene op til prøvetagningen,« siger Tommy Skov, miljøtekniker i Næstved Kommune i pressemeddelelsen.
E-coli og enterokokker er tarmbakterier, der stammer fra mennesker og dyr.