Det voldsomme regnvejr har lagt sig – men de efterfølgende konsekvenser er langt fra forsvundet.

Flere steder på Sjælland er adskillige områder fortsat oversvømmet.

Det belaster kloaksystemer, som ikke kan tage vand ind – og i stedet søger mod bygninger, kældre og haver, hvilket kan medføre en sundhedsmæssig risiko:

»I den forbindelse er det vigtigt at tage de rette sundhedsmæssige forholdsregler,« skriver Tårnby Kommune på sin hjemmeside og tilføjer:

Der blev torsdag sat ny nedbørsrekord for november.
Der blev torsdag sat ny nedbørsrekord for november. Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

»Hvis du bor i et kloakeret område og oplever tilbagestuvning af spildevand i din bolig, så vær opmærksom på, at vandet vil indeholde bakterier og virus, og at du derfor bør tage de nødvendige forholdsregler.«

»Det gælder også, hvis du bor i et område, hvor der ikke er kloakeret, men hvor spildevandet ledes til privat samletank eller bundfældningstank, som eventuelt kan blive oversvømmede.«

Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser også, at oversvømmelse giver en risiko for for forurening med kloakvand:

»Bliver man ramt af oversvømmelse, skal man være særligt opmærksom på, om man kommer i kontakt med kloakvand,« siger Anne Hempel-Jørgensen, der er overlæge og sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed og fortsætter:

»Kloakvand kan indeholde sundhedsskadelige bakterier, vira og andre mikroorganismer fra menneskers fækalier og rotter. Det kan betyde risiko for infektioner og gener fra mave, tarm og åndedrætsorganer.«

Hos Styrelsen for Patientsikkerhed kan du læse mere om, hvad du skal være særligt opmærksom på for at undgå kontakt med kloakvand.

Også Dragør Kommune melder om problemer.

Der er for meget vand i kloaknettet, og hos Børnehaven Sansehuset er man blandt andre ramt af kloakvand og holder derfor lukket fredag 17. november.

Der arbejdes dog på højtryk på at fjerne vandet.

Alle spildevandspumper er i aktion, og der pumpes 6.000 liter vand i minutter. Samtidig bliver borgere også bedt om spare på vandet:

»Vi opfordrer fortsat borgerne til at undgå at bruge unødig vand. Det gælder for eksempel at undlade at sætte en vask over i maskinen og trække unødvendigt ud i toiletkummen,« skriver Dragør Kommune.

Ifølge TV 2 Vejret faldt der godt og vel 62 millimeter regn i Tårnby, hvilket er en ny nedbørsrekord i november.