Inden længe er det tid til at spidse blyanten, når der skal sættes et vigtigt kryds.

16. november skal der stemmes til kommunalvalg og regionsrådsvalg - og du har nu chancen for at få fingrene i stemmesedlerne.

Det lyder måske mistænkeligt, men det er det faktisk ikke. Du har nemlig chancen for at være med til at tælle stemmerne op, når valget er slut.

Aarhus Kommune søger nemlig frivillige til valget i Smilets By. Det skriver de i en pressemeddelelse.

Som frivillig hjælper du til på afstemningsstedet med eksempelvis at udlevere stemmesedler, krydse af i valgbøgerne, sikre at stemmesedlerne kommer i valgurnerne og optælle stemmer, når valget er slut.

Kommunen oplyser, at man vil blive instrueret i opgaverne, når man møder op på valgdagen.

Som frivillig vil man være med til at løfte en stor opgave. Dagen plejer ifølge kommunen at være lang, men også en festlig og hyggelig dag. På dagen er valgstederne åbent mellem 8 og 20.

Du kan tilmelde dig som frivillig ved By- og Regionsrådsvalget den 16. november 2021 via Aarhus Kommunes hjemmeside.

Når du tilmelder dig, kan du vælge, hvilket af de 47 valgsteder i Aarhus Kommune, du vil hjælpe på.