Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Der er lagt op til et brag af en fest for de ansatte i Vesthimmerland Kommune.

Fri mad, billig bar og god musik.

Samlet løber regningen op på to millioner kroner.

Og de penge kunne altså godt bruges andre steder, mener Morten Mejdahl, medlem af byrådet for venstre.

»Det er uanstændigt. Man kan jo godt feste, når der er penge nok. Men det er der ikke,« siger han og fortsætter:

»I februar reducerede vi budgettet til ældre og handicappede med 3,4 millioner. Vi kunne være kommet langt med de penge, man nu vil afholde fest for.«

Morten Mejdahl forklarer, at man for de samme penge kunne have sikret rehabilitering til ældre og ledsagere til handicappede.

Tiltag, som hver især koster en million stykket, og som altså er blevet udskudt på grund af manglende økonomi i Sundhedsudvalget.

»Det er forståeligt, at man skal revidere budgetaftalen, hvis der ikke er penge nok. Men at man gør det og skærer i kernevelfærden, for så at finde et millionbeløb til en fest kort efter, det er helt skævt,« siger Morten Mejdahl.

Ifølge borgmesteren i kommunen, Per Bach Larsen (V), er det en anerkendelse af medarbejdernes hårde arbejde under coronapandemien, og han forklarer, at pengene bliver fundet internt i kommunen.

»Pengene kommer fra vores 2021-regnskab og bliver fundet steder, hvor vi har haft et mindre forbrug, end vi har budgetteret med. Men det er klart, det skal vi undersøge nærmere, for to millioner kroner er mange penge. Også for os,« sagde han lørdag til B.T.

Borgmesteren siger desuden, at et enigt økonomiudvalg bakker op om beslutningen.

Per Bach Larsen.
Per Bach Larsen. Foto: Vesthimmerland Kommune
Vis mere

Men under overfladen krakelerer den enighed tilsyneladende.

»Jeg er slet ikke enig med den måde, man har gjort det her, og flere i min gruppe er enige med mig,« siger Morten Mejdahl.

Festen skal diskuteres igen på et byrådsmøde torsdag.

»Jeg tror ikke, det ændrer noget. Men jeg håber, flere vil forholde sig kritisk,« siger Morten Mejdahl.

Andre læser også