Meget tyder på, at der skete en menneskelig fejl, da en 86-årig kvinde blev fundet død ved en å nær Skive tre dage før juleaften. Det fortæller Skive Kommune.
»Det tyder på, at der er sket en ren menneskelig fejl - der skulle være slået alarm om aftenen. Vi arbejder dog stadig på at få omstændighederne fuldstændigt klarlagt,« siger Lars Olesen, der er chef for pleje og visitation ved Skive Kommune, til TV 2.
Ifølge chefen var kvinden aftenen forinden gået fra sin beskyttede bolig i den lille landsby Hald.
Og da social- og sundhedsmedarbejderen kom forbi den ældre kvindes hjem klokken 22.00, kunne hun konstatere, at den demente kvinde ikke var at finde i sin bolig.
Alligevel var det dog først om morgenen - den 21. december - at der blev slået alarm. Og via kvindens GPS-tracker lykkedes det så plejepersonalet at spore hende til Kornmarksvej, hvor hun lå livløs ved en å i byen Højslev, der ligger øst for Skive.
Chefen for pleje og visitation, Lars Olesen, fortæller desuden til TV 2, at der blandt andet mangler at blive foretaget uddybende samtaler med plejepersonalet. Tidligere har han også kaldt sagen 'dybt ulykkelig'.
Den tragiske hændelse betyder , at kommunen nu vil se deres procedurer efter i sømmene, så lignende situationer ikke kan ske igen.
TV 2 skriver desuden, at Skive Kommune først forventer en endelig konklusion for undersøgelsen efter nytår.
