'Nu må det simpelthen stoppe.'

Sådan indleder restaurantejer Philip Lundsgaard sit Facebook-opslag, efter at han i onsdags modtog en mail med en særlig forespørgsel fra Hørsholm Kommune.

En forespørgsel, der gik ud på at tilbyde rabat til cirka 1.500 af kommunens medarbejdere i hans restaurant Riva Bistro og Bar i Rungsted Havn.

Men det er at sparke på en, der allerede ligger ned, mener restaurantejeren.

»Jeg tænkte, at det simpelthen måtte være løgn, og jeg synes, at det er pisse flabet,« raser en frustreret Philip Lundsgaard til B.T.

Coronanedlukninger har betydet, at restaurantejeren har mistet over 15 millioner i omsætning på restauranterne i Rungsted og på Langelinie i København.

På trods af hjælpepakker til erhvervslivet og udskydelse af betaling af moms og A-skat må Philip Lundsgaard gribe dybt i lommerne for at dække udgifterne.

»Alt overskud er røget ned i et sort coronahul. Vi har mistet så meget, og nu skylder vi en helvedes masse penge til det offentlige,« siger Philip Lundsgaard.

Derfor fik henvendelsen om personalerabat Philip Lundsgaard til at rette en skarp kritik af kommunen på Facebook.

»Jeg har mistet millioner, og så beder de om rabat fra en branche, der bløder,« siger Philip Lundsgaard.

I Hørsholm Kommune erkender man også, at forespørgslen kommer på et uheldigt tidspunkt.

»Det er utrolig dårlig timing. Restauranter og spisesteder lider, så jeg kan godt forstå Philips frustration,« siger Henrik Klitgaard (R), der er viceborgmester og formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget i Hørsholm Kommune.

Henrik Klitgaard understreger over for B.T., at forslaget om personalerabatten ikke er noget, man har behandlet politisk.

Alligevel har viceborgmesteren valgt at række ud til Philip Lundsgaard for at rede trådene ud.

»Jeg fortalte, at jeg var ked af den uheldige situation. For kommunen har det handlet om at få medarbejderne til at handle og spise lokalt,« siger Henrik Klitgaard.

For Philip Lundsgaard havde det været bedre, hvis kommunen havde købt gavekort til deres medarbejdere i stedet for at bede om en rabatordning.

Men det kan ikke komme på tale, siger viceborgmesteren.

»Man kan jo ikke bruge skattekroner på at lade folk spise gratis,« slutter han.