De gule og blå farver ses i hobetal på Sydsiden, når Brøndby IF spiller på hjemmebane. 

Men nu er de to farver også begyndt at dukke op i bybilledet andre steder på den københavnske vestegn. 

I Høje Taastrup er adskillige lygtepæle, hegn, elskabe, cykelskure og skilte blevet overmalet i gule og blå farver. 

Det skriver TV 2 Kosmopol

Mediet har talt med centerchef i Driftsbyen i Høje-Taastrup Kommune, Tom Søderhamn, som fortæller, at man har oplevet flere 100 tilfælde af overmaling.

Kommunen har kontaktet Brøndby Support, men de kender ikke noget til det.

Og det bliver en dyr fornøjelse at få fjernet malingen. 

Som det ser ud nu, skal kommunen nemlig hoste op med op mod 350.000 kroner.

»Det er ret markant i vores budget. Der er mange på Vestegnen, der har sympati for Brøndby, men det her er ærgerligt,« siger Tom Søderhamn.

TV 2 Kosmopol har forsøgt at få en kommentar fra Brøndby Support, men det er ikke lykkedes.