De ansatte på en genbrugsplads i Herning Kommune er godt og grundigt trætte af deres brugeres opførsel.

De oplever nemlig, at folk bruger pladsen som et mål for en familieudflugt, når de skal af med deres affald, skriver Herning Folkeblad.

»Det er måske meget forståeligt i en tid, hvor der ikke sker så meget. Men vi har ind imellem besøg af biler, hvor folk lader deres børn rende rundt på pladsen. Det er nogle gange, som om de tror, at vi er et coronafrit område,« siger driftsleder Klaus Langborg Jensen.

Derfor har man nu besluttet at sætte skilte op på genbrugspladser i kommunen. Først har man sat dem op på Herning Genbrugsplads.

På skiltene kan man læse, at Sundhedsstyrelsens retningslinjer altså også gælder genbrugspladser. Forhåbningen er, at det vil føre til en bedre opførsel hos deres besøgende.

Samtidig skal de være med til at undgå konflikter mellem personale og besøgende.

Anbefalingen er, at man holder sig til at komme én ad gangen, med mindre man skal af med et større møbel, der kræver flere hænder.

»Det går bare ikke, så længe vi har restriktionerne. Og selv om vi godt kan forstå, at man tager flere af sted til genbrugspladsen, fordi alle trænger til at komme lidt ud, så må vi altså opfordre folk til at tage et andet sted hen - for eksempel ud i naturen,« siger Karen Marie Frost fra Genbrug og Affald i Herning Kommune.