Esbjerg Kommune opfordrer nu alle til at passe bedre på de skraldemænd, der hver dag henter borgernes skrald.

»Smid ikke mundbind eller andet affald løst i skraldespanden. Kom dit affald i en pose og bind knude på, så hjælper du med at bremse og begrænse smitten af coronavirus,« skriver de på Facebook.

Sammen med teksten deler de et billede, hvor man kan se et mundbind ligge løst i en skraldespand, og det er altså ikke en god idé, hvis man ønsker at passe på det personale, der henter skrald.

»Affald som mundbind, køkkenrulle med snot, brækrester, bleer og andet er fyldt med bakterier,« skriver kommunen.

De anbefaler, at man putter al den slags i en lukket plastikpose, som man sørger for at lukke med en knude.

På den måde undgår man også, at det bakteriefyldte skrald flyver op fra skraldespanden.

Opslaget på Facebook er på fire timer delt næsten 150 gange og har fået over 400 likes.

B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Esbjerg Kommune for at spørge dem, om der er eller har været et problem med smitte fra skraldespande i kommunen. Det har ikke været muligt.