Det var med de bedste intentioner, Frederikshavn Kommune inviterede de ansatte i det kommunale familiecenter på et to-dages kursus.
Men det endte så skidt.
For efter kurset i Familiehuset, som 10 medarbejdere takkede ja til at deltage i, er seks af de 10 blevet sendt hjem med coronavirus.
Og en syvende kollega, som ikke var med på kurset men som arbejder på stedet, er også blevet smitet, så nu er syv hjemsendt med covid-19.
Det skriver nordjyske.dk.
Ifølge mediet blev den første af de pågældende medarbejdere konstateret smittet 8. februar.
Kommunen reagerede og sendte de øvrige hjem, men det viste sig, at en stor del af disse allerede var blevet smittet.
Julie Dalsgaard, pressechef i Frederikshavn Kommune, oplyser til nordjyske.dk, at det endnu er uvist, om smitteudbruddet skete under selve kurset.
Men noget tyder på det:
»I ugen op til smitteudbruddet blev der holdt to temadage i Familiehuset, der naturligvis var planlagt ud fra retningslinjerne. (...) Det er uvist, hvornår eller hvordan smitten kan have spredt sig. Ikke alle deltagere i temadagene er smittet med covid-19,« skriver pressechefen i en mail til mediet.
Styrelsen for Patientsikkerhed skal nu afklare, om smitten opstod på kurset, som det var frivilligt for medarbejderne at deltage i.
Familiehuset i Frederikshavn hjælper udsatte familier og regnes som en kritisk funktion. Derfor har stedet holdt åbent også i hele den periode, samfundet har været lukket ned.
Men siden smitteudbruddet har det været lukket, så borgerkontakten nu kun foregår telefonisk.
»Smiittesituationen i Familiehuset er meget beklagelig og har selvfølgelig givet anledning til, at vi i ledelsen følger op på retningslinjerne og procedurer på arbejdspladsen,« lyder det fra kommunens pressechef.