Gå ikke for tæt på svanerne, når I tager billeder eller selfies.

Sådan lyder opfordringen fra Københavns Kommune, som henstiller til københavnerne, at de lader de imponerende fugle få fred, når de går tur omkring søerne.

Opråbet kommer i et opslag fra kommunen på Facebook, hvor de kommunale myndigheder gør folk opmærksomme på, at svanerne netop nu yngler og derfor har brug for fred.

»Kære københavner. Ved Sant Jørgens Sø ligger svanerne på rede. De er smukke og derfor oplagte at fotografere. Men svanerne har brug for ro til at udruge deres æg. Ellers forlader de simpelthen reden, og æggene går tabt,« skriver de blandt andet.

Der er dog ikke tale om et fotoforbud. Kommunen opfordrer nemlig folk til at holde afstand eller bruge zoom, hvis de absolut ikke kan stå for det imponerende motiv.

Knopsvanen har været betragtet som den danske nationalfugl, siden Poul Thomsen tilbage i 1984 udskrev en afstemning blandt seerne af udsendelsen 'Dus med dyrene'.

Og selv om der ikke er meget 'grim ælling' over en svane, er der god grund til at betragte dem på afstand.

En fuldvoksen svane har nemlig en kampvægt på op til 16 kilo, og den kan slå hårdt med vingerne, hvis den føler sig selv eller sit afkom truet.