Er det sandsynligt, at udkantsdanmarks unge vil blive boende, hvis de får tilbudt gratis taxi hver dag?

Det håber Mariagerfjord Kommune, som nu indleder en ny forsøgsordning for ikke at miste deres unge til København, Aarhus og Odense, skriver TV2 Nord.

I den temmelig gavmilde ordning kan unge i kommunen mellem 15 og 21 år tage gratis ture med taxi hver eneste af ugens dage mellem kl. 15 og 23.

Formålet er især at give Mariagers unge bedre muligheder for at pleje deres sociale liv. Det kan nemlig være en udfordring i kommunen, som kun har ret sporadiske busafgange.

»Mange unge synes simpelthen ikke, at deres sociale liv stemmer overens med busplanen. Det er især et problem for unge i vores kommune, fordi vi ikke har mulighed for at tilbyde den samme service som de store bykommuner.«

Sådan forklarer Jørgen Hammer Sørensen, der er udvalgsformand for Teknik og Miljø i en pressemeddelelse.

Til forsøget er der afsat intet mindre end 200.000 kr, og skulle det blive dyrere end det, vil kommunen se, om de kan finde flere penge andre steder. Hvorfra, fremgår dog ikke.

Det er håbet, at den gratis taxi-ordning vil gøre det attraktivt at bo i kommunen for unge mennesker. Forsøget vil blive afsluttet i juni 2020, og her vil kommunen så vurdere, om ordningen skal fortsætte.