Hvad ville du sige til en forlænget weekend – hver uge?
Det lyder måske som et drømmescenarie, som ikke har meget hold i virkeligheden, men ét sted i Danmark har medarbejdere i kommunen fri om fredagen – og det har været en stor succes.
300 medarbejdere i Odsherred Kommune har på forsøgsbasis haft en ekstra fridag op til weekenden i lidt over et år, og det skaber glæde både hos medarbejderne og blandt borgerne, skriver DR.
»Vi arbejder meget mere efter, hvornår vores borgere har brug for os,« siger Eva Haupt-Jørgensen, der er fællestillidsmand for de HK-ansatte i Odsherred Kommune.
Medarbejderne har mere tid til familien og fritdsaktiviteter, og Odsherred Kommune har endda oplevet, at flere kvalificerede kandidater søger de job, der bliver slået op, efter at forsøgsordningen blev udrullet.
Nu overvejer kommunen at gå skridtet videre.
Det er på tegnebrættet at udvide ordningen til også at omfatte daginstitutionerne. En arbejdsgruppe skal undersøge mulighederne for en mere fleksibel arbejdstid sammen med pædagogernes fagforening, BUPL.
De 300 medarbejdere i forsøgsordningen er dog ikke gået ned i tid, nu hvor de holder fri om fredagen.
I stedet fordeles de 37 ugentlige arbejdstimer over de fire øvrige ugedage.