Forbudt at kramme. I Hørsholm Kommune i Nordsjælland må politikere og embedsmænd ikke længere hilse korporligt på hinanden. Borgmesteren vil nemlig ikke have, at de valgte og ansatte på rådhuset omfavner hinanden - bogstaveligt talt.

Regeringen vil have nye danskere til at give hånd, før de kan få statsborgerskab. Nu melder borgmesteren i Hørsholm, at kommunens politikere og embedsmænd ikke må blive for tætte - rent fysisk.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis har den konservative borgmester, Morten Slotved, indskærpet over for politikere og embedsmænd, at det er forbudt at kramme.

»Jeg tror, det er vigtigt, at vi har nogle retningslinjer, som sikrer, at der er forskel på politikere og kommunens administration. Jeg har heller ikke hørt om andre arbejdspladser, hvor folk render rundt og krammer,« siger borgmesteren til avisen.

Han understreger, at kommunens 'krammepolitik' ikke er affødt af episoder med grænseoverskridende adfærd.

Kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch kender ikke til andre kommuner med lignende regler, men han finder Hørsholm Kommunes 'krammepolitik' påfaldende og morsom.

Han hæfter sig ved, at vi i Danmark indtil for nylig ikke mente, at politikerne skulle blande sig i, hvordan vi hilser på hinanden. Med vores nationale diskussion om håndtryk er det derimod blevet sat på dagsordenen, siger Roger Buch til Frederiksborg Amts Avis.

For Hørsholms borgmester handler det om signalværdi.

Ifølge borgmesteren havde den forrige kommunalbestyrelse også i sidste valgperiode en diskussion om 'krammepolitikken,' hvor politikere og embedsmænd aftalte, at de ikke ville kramme hinanden.

Morten Slotved har ønsket at indskærpe den regel over for den nye kommunalbestyrelse.

Han tilføjer i øvrigt, at politikerne er helt indforstået med forbuddet og ligesom borgmesteren mener, at 'krammepolitikken' er med til at sikre, at kommunen ikke sender dårlige signaler.

Politikere og embedsmænd må nemlig ikke blive for gode venner, lyder det.