Hvis du elsker at tage et hurtigt dyp i havet, men gerne vil undgå at skulle vade gennem tang og sten for at komme ud til et godt sted, så er en badebro oftest løsningen. Men for borgere på Nordøstfyn er det ikke lige så let.

For i efteråret 2018 tog miljø- og teknikudvalget i Kerteminde Kommune beslutningen om at spare to af kommunens fire badebroer væk for at få penge i kommunekassen, skriver Fyens Stiftstidende.

Det betyder, at der nu er to badebroer tilbage. Én der tilhører Kerteminde Vinterbadere, og en der er på Nordstranden.

Og netop her er der, ifølge formanden for Kerteminde Vinterbadere, lang kø for at kunne få en forfriskende dukkert. Derfor forsøger han at råbe politikerne i kommunen op for at få flere badebroer til de hungrende borgere.

»Jeg kan se, når jeg bevæger mig rundt i Kerteminde om morgenen, at der er kø på den ene badebro. De står nærmest som i et polsk supermarked,« siger formand Tony Dall til avisen.

Men hos formanden for miljø- og teknikudvalget, Jesper Hempler (SF), i Kerteminde Kommune er der ikke nogen tvivl.

Han står fast på beslutningen om at fjerne badebroerne for at sikre en balance i driftbudgettet.

Derfor er udsigterne til nye badebroer i kommunen lange. Formanden vil nemlig meget hellere bruge penge på at gøre Kerteminde Nordstrand handicapvenlig.