Det var en temmelig dyr opgave, da selskabet Genitor skulle hjælpe Aarhus Kommune med at rekruttere byens nye stadsdirektør.

Helt præcist kunne B.T. fortælle i starten af marts, at det ville koste kommunen 145.000 kroner eksklusiv moms.

Men Genitor har ikke skullet lede længe.

De har nu fundet den nye stadsdirektør til Aarhus Kommune – og han sad allerede på rådhuset i Aarhus – blot på en anden etage.

Det møder nu kritik fra byrådsmedlem i Aarhus Jakob Søgaard Clausen fra Dansk Folkeparti.

»Jeg synes først og fremmest, det er den helt rigtige stadsdirektør, vi har fået. Men jeg synes også, det siger lidt, at man bruger så mange penge på at finde en, der går rundt på rådhuset i forvejen,« siger han.

»Vi har et kæmpe underskud på handicapområdet, ældreområdet kunne også trænge til et løft. Vi burde vende hver en krone.«

Martin Østergaard Christensen, der er den nye stadsdirektør i Aarhus Kommune per 1. juni 2022,  kommer fra en stilling som direktør i Børn og Unge i Aarhus Kommune.

Også det bekymrer Jakob Søgaard Clausen.

»Jeg frygter, vi skal i gang med en ny proces for at finde en erstatning for ham – så bliver det immervæk rimelig mange penge, vi bruger på det,« siger han og tilføjer:

»Kommunen burde have kørt processen selv først og set, om vi ikke kunne finde den rette kandidat. Så havde vi sparet de penge. Jeg tror faktisk godt, kommunen kunne have klaret den opgave – at finde en person, der allerede sidder på rådhuset,« siger han.

Jakob Søgaard Clausen (DF) var allerede skeptisk, da B.T. kunne fortælle, at Aarhus Kommune ville betale Genitor 145.000 kroner for at finde en ny stadsdirektør.

»Jeg synes, det er et stort beløb. Når det handler om bureaukrati, er det, som om der ingen grænse er for, hvor mange penge vi kan finde. Det, synes jeg, er betænkeligt,« sagde han dengang.

Derfor er han heller ikke imponeret over, at processen endte med en ny stadsdirektør fra egne rækker.

»Jeg synes, det er en ren tilståelsessag, og det viser, man kunne have kørt processen selv. Vi har i Aarhus en målsætning om at reducere udgifter til eksterne konsulenter. Så jeg synes, det er lidt mærkeligt, at borgmesteren og hans folk alligevel går ud og bruger i et væk på eksterne konsulenter, når det passer dem,« siger han.

Metin Lindved Aydin, byrådsmedlem for Radikale Venstre, var i sin tid positivt stemt over for at bruge et rekrutteringsfirma til at finde den rette stadsdirektør i Aarhus.

»Hvis vi finder den rigtige person, så er det beløb helt på sin plads,« sagde han dengang.

Og den holdning har han stadig.

»Jeg synes stadigvæk, det var meget, meget fornuftigt, at man fik professionelle kræfter til at vurdere, hvem der var den bedste mand til jobbet mand eller kvinde. At det var internt, man skulle finde den bedste kandidat var ikke givet på forhånd,« siger han og tilføjer:

»I forhold til prisen, så står den mål med det arbejde, der er udført. Der har været mange kandidater og møder, så det arbejde skal honoreres.«

Forvaltningschef i Aarhus Kommune, Lise Uhre Pless, mener dog ikke, at det ændrer noget, at kandidaten var i samme bygning.

»Rekruttering af de rigtige medarbejdere – og ikke mindst topchefer – er helt afgørende for driften og udviklingen af enhver organisation, og det kan hurtigt blive dyrt at vælge forkert,« siger hun og uddyber:

»Derfor er det helt standard i forbindelse med ansættelse af topchefer at knytte specialister til processen, der kan være med til både at screene markedet for mulige kandidater og de senere ansøgere, så Aarhus Kommune får det bedst mulige felt at vælge en ny stadsdirektør ud fra. At den endelige kandidat endte med at være en intern ansøger, ændrer ikke på det udgangspunkt.«