Aarhus Kommune har næsten en halv milliard kroner til gode hos borgere og virksomheder i gæld og regninger, der ikke er betalt.
Det har fået kommunen til at gå ud med en opfordring. Kommunen har præcis 494.721.828 kroner til gode i regninger og gæld, der ikke er betalt.
Derfor appellerer kommunen i et opslag på Facebook borgere til at få sendt pengene tilbage i kommunekassen, så kommunen kan bruge dem.
- Forestil dig alt det, der får Aarhus til at leve. Kultur, fællesskaber, oplevelser, skoler, dagtilbud, velfærd og hverdagen i byen, lyder det i opslaget.
- Lige nu skylder borgere og virksomheder tilsammen 494.721.828 kroner til Aarhus Kommune. Det er penge, der ellers kunne være med til at understøtte mange af de ting, der skaber vores fælles by.
Den halve milliard kroner omfatter brugerbetaling til kommunen såsom ejendomsskat, parkeringsafgifter, lokalebooking, biblioteksafgifter og betaling til dag- og fritidstilbud.
I opslaget henviser kommunen direkte til et "betalingsoverblik" på sin hjemmeside.
Her kan borgerne tjekke, om de har gæld til kommunen, og ligeledes betale den.
De aarhusianske virksomheder skylder samlet godt 100.000.000 kroner, mens de resterende knap 400.000.000 kroner mangler at blive betalt fra borgerne. Det oplyser Aarhus Kommune til Ritzau.
Og det er ikke tilfældigt, at kommunen vælger at bønfalde borgerne om at betale på de sociale medier.
Kommunen har siden 2019 arbejdet med "særlige kampagner" for at oplyse borgere om gælden til kommunen.
- For eksempel i forbindelse med Black Friday, hvor de sociale medier, plakatstandere i byrummet og særlige events er blevet taget i brug.
- Kampagnerne har haft en positiv effekt i forhold til at reducere gælden til kommunen, lyder det.
/ritzau/
