Overgangen fra NemID til MitID har voldt mange problemer.

Mange har haft behov for hjælp til blandt andet at oprette sig og huske koder og brugernavne, hvilket har skabt lang ventetid på Borgerservice rundt om i landet.

Det har i den grad også gjort sig gældende i Kalundborg Kommune, hvor der slet ikke er flere ledige tider i år.

Det kunne der dog imidlertid sagtens have været. Kommunen oplever nemlig, at der er mange, som bliver væk fra de bookede aftaler.

'I oktober og november har der været 60-65 udeblivelser pr. måned,' skriver Kalundborg Kommune i et Facebook-opslag.

Og noget tyder på, at det samme gør sig gældende for december. Månedens første 12 dage har nemlig budt på intet mindre end 22 udeblivelser, lyder det i opslaget.

'Det er i runde tal 150 personer EKSTRA, vores gode folk i Borgerservice kunne have hjulpet inden jul – årh, hvor er det ærgerligt!' skriver kommunen videre.

Derfor lyder opfordringen fra Kalundborg Kommune til alle, som har booket en tid, de alligevel ikke skal bruge:

'Så HJÆLP alle de mennesker, der stadig har brug for hjælp ved at slette tiden.'