Et farligt fænomen er opstået på dansk strand, hvilket får kommunen til at advare borgerne.

Det oplyser Faxe Kommune på Facebook, efter der er konstateret kviksand langs stranden i Faxe Ladeplads.

Det er en borger, som har gjort kommunen opmærksom på sagen.

»Nemlig nogle huller, som oplevedes som kviksand,« skriver kommunen og fortsætter:

»Man sank simpelthen i til knæene, og det var svært at komme op igen.«

Ifølge kommunen skyldes kviksandet, at vandet har skyllet sand væk i forbindelse med nogle af de storme, der ramte landet i efteråret og vinteren.

Facebook-opslaget bliver det eneste, kommunen gør i sagen – og man vil således ikke sætte skilte op.

Over for sn.dk forklarer centerchef for ejendomme Jørgen Veisig, at ingen skilte-strategien skyldes »dynamiske kræfter, som hele tiden kan ændre sig«.

»Det er bare ikke så enkel en opgave, som nogle måske gør den til. Som kommune har vi heller ikke mulighed for løbende at føre tilsyn med vores kystområder, og hvis situationen hele tiden ændrer sig, betyder det også, at den indsats, opgaven ville kræve, ikke står på mål med gevinsten,« siger han.

Tilbage i 2021 sank flere familier ned i kviksand, hvilket fik myndighederne til at afspærre et større område.