To steder langs den nordsjællandske kyst bliver der mandag sat advarselsskilte op.

Årsagen til det er jordskred.

Det oplyser Gribskov Kommune i en pressemeddelelse, efter jorden er skredet ned ad skrænten på to kommunale kystgrunde i Vejby-området.

Det ene sted er skrænten ved Kystvej 5 i Holløselund.

Kommunen oplyser, at man besigtigede stedet den 22. februar efter en borgerhenvendelse om jordskred på skrænten.

»Arealet, hvorfra jordskreddet er sket, er ejet af kommunen og rummer ingen bygninger. Men der står et par udsigtsbænke, som er blevet afspærret, da hegnet er styrtet ned ad skrænten i forbindelse med jordskreddet,« oplyses det.

Det andet sted er på kommunens areal på Drosselvej 6 i Vejby Strand, hvor der har været et jordskred. 

»Her er hegnet heldigvis ikke styrtet med ned, men man skal ikke bevæge sig ud over hegnet, da jordskreddet er meget tæt på,« oplyser Gribskov Kommune i pressemeddelelsen.