Kommune advarer borgere: Vandet skal koges!
Tidshorisonten for opfordringen er indtil videre ukendt.

Tidshorisonten for opfordringen er indtil videre ukendt.

»Der er lort i vandet!,« lyder det ikoniske citat fra Casper Christensen i tv-serien 'Klovn'.
Det samme kunne man fristes til at sige om vandet, der kommer fra Kerte og Omegns Vandværks forsyningsområde.
I hvert fald advarer Assens Kommune borgere om, at der er fundet coliforme bakterier – der altså omfatter blandt andet E. coli-bakterier – i vandet fra forsyningsområdet.
Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Derfor opfordres der fra Styrelsen for Patientsikkerheds side til, at man koger vandet, inden man drikker det, bruger det til madlavning eller rengøring af overflader, som kommer i kontakt med madvarer.
Har man drukket vandet, vurderes det for nuværende, at der kun er en lille risiko for at blive syg.
Hvis man oplever symptomer, bør man kontakte sin læge, lyder det i pressemeddelelsen.
Symptomerne er som regel kun milde, men indebærer både mavepine, diarré, kvalme og opkast.
Der er sat yderligere undersøgelser af vandet i gang, men i øjeblikket er tidshorisonten ukendt.