Badegæster skal passe godt på, inden de hopper på hovedet i bølgen blå i Aarhus, hvor det flere steder kan være decideret giftigt at bade.
Det lune og vindstille vejr har medført, at der er kommet alger i vandet ved flere populære badesteder i Aarhus Kommune.
Det har fået kommunen i det midtjyske til at advare folk om at tage en dukkert, da det kan være giftigt.
Det skriver TV2 Østjylland.
Det er den seneste periodes høje solskin og dertilhørende temperaturer samt den nærmest ikke-eksisterende vind, der givet de giftige alger optimale betingelser for at gro i badevandet.
Ifølge det lokale medie er vandet flere steder i byen ligefrem malet grønt af algerne.
Der kommer alger hver sommer, men i år er det usædvanligt tidligt, at de dukker op, fortæller Nikolaj Kruse Christensen, der er geolog ved Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, til TV2 Østjylland.
Det massive antal alger er spottet ved blandt andet Aarhus Havn og i Brabrand Sø og har nu fået kommunen til at råbe vagt i gevær ved de badesteder, hvor der er risiko for at komme i kontakt med algerne.
»Vi fraråder, at man bader i de områder, men det er også mest til hundeejere, så de er opmærksomme på, at hundene kan få det dårligt,« siger Nikolaj Kruse Christensen til TV2 Østjylland og fortsætter:
»Eller man kan få en allergisk reaktion, hvis man sejler kajak eller kano og kommer i kontakt med algerne.«
Ifølge det lokale medie er det stadig sikkert at bade i byens populære Havnebad, da badevandet dér er filtreret og under opsyn.
Ved de øvrige badesteder vil algerne forsvinde af sig selv, når vejret skifter.

