Mikkel Damgaards' dage som velfærdsdirektør i Gribskov Kommune er talte.

I hvert fald hvis det står til kommunens eget Økonomiudvalg.

Et enigt Økonomiudvalg vil have Damsgaards fyret, fordi tilliden til ham er væk.

Det skriver Netavisen Gribskov og sn.dk.

'Økonomiudvalget har i går besluttet at indstille til Byrådet, at samarbejdet med velfærdsdirektør Mikkel Damgaards skal ophøre. Begrundelsen er, at Økonomiudvalget ikke længere har den fornødne tillid til at direktøren fortsat kan sikre overblik og dermed styre økonomien som overordnet ansvarlig for velfærdsområdet,' skriver Gribskov Kommune i en pressemeddelelse.

Det sker efter, at Økonomiudvalget tirsdag holdt ekstraordinært møde om budgetoverskridelser på kommunens skoler.

Foreløbig er Mikkel Damgaards fritaget for tjeneste.

Hans skæbne bliver afgjort på et byrådsmøde i januar 2020.

I forvejen står Gribskov Kommune overfor store økonomiske udfordringer.

Kommunen skal spare mellem 50 millioner kroner og over 75 millioner kroner årligt fra 2020 frem til 2023.

Borgmester Anders Gerner Frost fra lokalpartiet NytGribskov erkender, at det kommer til gå ud over borgerne.

»Særligt på ældreområdet vil man kunne mærke det. Her vil vores borgere opleve, at de får færre bad, mindre rengøring og tøjvask. Det er for mange et stort tab. Det må vi bare være ærlige om,« sagde Anders Gerner Frost til TV 2 Lorry, da det seneste budgetforlig blev vedtaget i efteråret.