I årevis har kvinder fortalt om – og ofte klaget over – den udmattende kamp for at leve op til idealet om at være den perfekte mor.

Men nu, hvor kønnene nærmer sig hinanden mere og mere, er mændene begyndt at gå i samme fælde og konkurrere om at være den perfekte far.

Det mener kulturkommentator på Berlingske, Søren Jacobsen Damm, i hvert fald, og i en kommentar i avisen kritiserer han udviklingen.

»Nu er mændene ved at begå samme fejl (som kvinderne, red.). Og det er mildt sagt røvirriterende,« skriver han. 

Er du far og har mærket samme tendens? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til 1929@bt.dk 

Debatten om moderskab har i årevis vist, at urealistiske forventninger kan have store konsekvenser for mødrene.

Ifølge Søren Jacobsen Damm er det i sig selv positivt, at fædre engagerer sig mere i deres børn og familielivet. 

Men den stigende gruppe fædre, der ifølge ham gør forældreskabet til en form for præstation, trætter ham betydeligt.

»'Den performative far' er allermest optaget af, at vi andre skal se ham og blive imponeret, og jeg har også 'den performative far' mistænkt for, at han spekulerer i at tro, at der er 'damer' i at være superfar,« skriver han i avisen. 

Kommentatoren beskriver den performative far som typen, der i det offentlige rum – med det, han kalder en »sælsom råbestemme« – gør opmærksom på, hvor nærværende han er med sine børn.

For eksempel når faren på apoteket eller foran isbutikken råber: »Ej, Keld-Oscar, hvor var det skægt, ligesom da vi legede pirater under spisebordet i går, ik’ os’, Keld-Oscar?«

Afslutningsvist skriver Søren Jacobsen Damm, at han håber, at den type far på sigt vil gå af mode.