Komiker Ray Samson vinder årets DM i standup
Vinderen modtager 100.000 kroner og skal på en landsdækkende turné sammen med de øvrige komikere i top tre.
Vinderen modtager 100.000 kroner og skal på en landsdækkende turné sammen med de øvrige komikere i top tre.
Årets vinder af DM i standup er komikeren Ray Samson.
Det oplyser folkene bag comedykonkurrencen til Ritzau.
Med titlen som danmarksmester følger også en præmie på 100.000 kroner.
Derudover skal Ray Samson på en landsdækkende turné sammen med komikerne Niels Nørkjær og Kristian Hemmingsen, der også sluttede i top tre.
Det er fire år siden, at der sidst blev afholdt DM i standup. DM har kategorisk altid hoppet år over siden konkurrencens begyndelse i 1992.
I alt har 56 udvalgte komikere dystet i årets udgave af DM i standup.
Konkurrencen startede med ni indledende runder efterfulgt af to semifinaler, inden den endelige finale, der blev afholdt tirsdag aften.
Helt fra start er det publikum, der stemmer deres favoritter videre. I finalen, hvor der var seks finalister, havde en jury også noget at skulle have sagt.
Tirsdagens finale blev afholdt i Glassalen i Tivoli i København. Komiker, musiker og skuespiller Simon Jul har været vært for årets udgave af DM i standup.
Blandt tidligere vindere og finalister finder man en række etablerede navne inden for dansk underholdning, skuespil og tv.
Lars Hjortshøj vandt den allerførste udgave af DM i standup i 1992 foran Jan Gintberg, der endte på tredjepladsen.
Året efter blev DM i standup vundet af Mads M. Madsen med Anders Matthesen lige i hælene på andenpladsen.
Blandt de øvrige vindere finder man blandt andre også Jonatan Spang i 1999, Geo i 2000 og Melvin Kakooza i 2017.
Alle kan ansøge om at blive blandt de udvalgte komikere, der får lov til at stille op i konkurrencen.
Det er 19. gang, at konkurrencen afholdes siden begyndelsen i 1992.
RITZAU